Facebooks nye udseende godt for annoncørerne

8. marts 2013 09:52 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Facebooks nye udseende godt for annoncørerne
Billede mangler

Mere fokus på fotos, mindre tætpakket fnidder – og markant bedre plads til reklamer.

 

Det milliardstore sociale netværk, Facebook, løftede i går sløret for et grundlæggende nyt design, der skal gøre Facebook-oplevelsen mere ensartet på tværs af alle de mange platforme, som Facebook efterhånden bruges på. Det nye design rulles gradvist ud, så fortvivl ej, hvis din Facebook-profil ser ud som den plejer – det nye design vil også dukke op på din skærm, og når det gør, vil du straks lægge mærke til at reklamerne fylder mere end de plejer.

Den allerstørste ændring er dog, at billederne får meget mere magt end de har i det nuværende design, og samtidig kan man i højere grad vælge, hvordan man ønsker at se sit feed. Facebook skriver selv, at det nye design er inspireret af mobilen – og netop mobilen er fortsat akilleshæl for Facebook, fordi selskabet har sværere ved at tjene penge på mobilannoncer. Det er et problem, fordi mere og mere af Facebooks trafik stammer fra de mobile enheder, særligt smartphones.

Annoncer er generelt et problem for tjenester som Facebook, der ikke tager abonnement for sine ydelser. Viser man for mange, bliver brugerne irriterede og finder andre græsgange. Viser man for få, tjener man ingen penge.

I det nye design ryger der en spalte, så der fremover kun er to spalter. Det betyder, at billeder kan være større – og dermed også at reklamerne kan være større. Til gengæld er det nyt, at man selv kan vælge, præcis hvordan man ønsker sin nyhedsfeed – man behøver således ikke nøjes med den visningsmåde, som Facebook har valgt for en.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu