Færre senge på kommende supersygehus vil ramme kræftsyge hårdt

24. februar 2013 05:16 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Færre senge på kommende supersygehus vil ramme kræftsyge hårdt
Billede mangler

Flere kræftpatienter vil ikke længere få direkte adgang til at blive indlagt, når de føler behov, i takt med at flere sengepladser bliver nedlagt. Det kritiseres ifølge Jyllands-Posten af Kræftens Bekæmpelse, som samtidig er bekymret for den aktuelle overbelægning på de medicinske afdelinger.

 

Foreningen understreger, at problemet også findes på de højtspecialiserede afdelinger, der behandler livstruende sygdomme, og det ser ud til at blive værre.

»Der er grund til at råbe vagt i gevær, fordi de kommende superhospitaler indebærer, at man reducerer antallet af sengepladser betragteligt. Det passer meget dårligt med en fremtid, hvor flere får kræft, flere lever længere med kræft og skal have behandling, og behandlingsmetoderne udvikler sig, så vi kan mere og mere. Det kræver alt sammen senge til patienterne,« siger direktør i Kræftens Bekæmpelse Leif Vestergaard Petersen til avisen.

Bekymringerne deles af Anders Bonde Jensen, der er professor og overlæge på Århus Universitetshospital og formand for Dansk Selskab for Klinisk Onkologi.

»Det er en helt urimelig måde at behandle døende patienter på. Hvis man i flere år har været ind og ud af en kræftafdeling i et behandlingsforløb, vil mange patienter opleve det som en kvalitet at få de sidste indlæggelser et sted, hvor de kender personalet og personalet kender dem, siger han.

Han mener, at man bliver nødt til at gentænke den voldsomme reduktion, fordi man planlægger at nedbringe antallet af senge uden at have et konkret alternativ.

»Det er et meget stort problem, for sengene opstår jo ikke bare et andet sted. Vi risikerer, at patienter i deres sidste fase af deres sygdom får en dårligere behandling fremover, siger Anders Bonde Jensen.

Leif Vestergaard Pedersen er enig.

»Det er patienterne og personale, der kommer til at betale prisen. Vi ser det jo allerede nu med overbelægning, og det problem vil forværres,« siger han.

Kritikken er ny for sundhedsminister Astrid Krag (SF).

»Vi følger løbende udviklingen på kræftområdet sammen med regionerne, der ikke har gjort opmærksom på, at der skulle være for få sengepladser til kræftpatienter, så det er nyt for mig. Men kræftsyge skal naturligvis have den nødvendige behandling, og hvis der mangler sengepladser på kræftafdelinger, er det selvfølgeligt noget, vi skal tage alvorligt og følge op på,« siger sundhedsministeren til Jyllands-Posten.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu