Fagbosser utrygge ved trepartsforhandlinger

17. maj 2012 14:04 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Fagbosser utrygge ved trepartsforhandlinger
Billede mangler

Skyggeforhandlingerne mellem regeringen og udvalgte LO-forbund frustrerer flere fagbosser, der står udenfor.
Det skriver Berlingske.
Det huer bestemt ikke formændene for FOA, BUPL og Fødevareforbundet NNF, at det svirrer med rygter om, at parterne skal være klar til at afskaffe to helligdage.
FOA-formand Dennis Kristensen opfordrer parterne til at droppe korridorsnakken og lægge rammerne for forhandlingerne så hurtigt som muligt.
– Jeg synes, alle tre parter skal se at blive færdige med kommissoriet og komme i gang med forhandlingerne. For jeg tror kun, vi kan lave ulykker for os selv, det gælder også regeringen, hvis vi bliver ved med at udskyde det, siger han til Newspaq.
Hans kollega Henning Pedersen, der er formand for pædagogerne i BUPL, er træt af at skulle kommentere rygterne om, hvad regeringen diskuterer med dele af fagbevægelsen.
– Lad os nu få frem i lyset, hvad der foregår, i stedet for at regeringen forhandler i det skjulte. Der opstår hele tiden rygter, og jo længere tid de får lov at florere, jo sværere bliver det at lave en aftale, siger Henning Pedersen, formand for pædagogerne i BUPL til Berlingske.
Avisen har oplysninger om, at det især er hovedorganisationen LO og forbundene 3F, HK og Dansk Metal, der mødes flittigt med regeringen forud for offentliggørelsen af det varslede kommissorium, som skal danne rammen for forhandlingerne.
Forbundsformand i Fødevareforbundet NNF er enig i FOA og BUPLs kritik. Nu er det nok, siger Ole Wehlast.
– Det er frustrerende, når det tager så lang tid, inden forhandlingerne kommer i gang, for pressen bliver ved med at pille det hele ud i enkeltelementer. Det med helligdagene kommer til at stå helt alene. Det kommer ikke til at stå sammen med alle de gode ting, der også kommer ud af trepart. Og det er med til at ødelægge det hele, siger han til Berlingske.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu