Fagforbund: Arla presser tillidsfolk ud

18. april 2012 10:17 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Fagforbund: Arla presser tillidsfolk ud
Billede mangler

Mejerigiganten Arla har vinket farvel til to medarbejdervalgte tillidsmænd i bestyrelsen. Det er sket, efter de angiveligt har lækket fortrolige oplysninger om virksomheden.
Fagforbundet 3F mener, at det er et angreb på tillidsmandssystemet.
“Vi ser med meget stor alvor på sagen. Faktisk betragter vi handlingen som et frontalangreb på hele tillidsmandssystemet. Det vil vi på ingen måde finde os i, og vi overvejer nu det videre forløb i sagen,” siger Vagn Henriksen, forhandlingssekretær i Den Grønne Gruppe i 3F, til 3F’s hjemmeside.
De to medarbejdere er organiseret i henholdsvis Fødevareforbundet NNF og 3F. De har forladt bestyrelsen efter de i en medarbejderblad har fortalt om mejerilukninger og en fusion af Arla med et ukendt udenlandsk selskab.
Sagen er så alvorligt, at Vagn Henriksen ser det som ren chikane af de to medarbejdere.
“Jeg kan på ingen måde se, at de to medarbejderrepræsentanter skulle have begået fejl, som har skadet Arla. I stedet er tillidsfolkene i den grad blevet chikaneret af toppen i Arlas bestyrelse. De er simpelthen blevet presset ud af formanden for Arlas bestyrelse,” siger Vagn Henriksen.
De to medarbejdere fik af Arlas bestyrelsesformand Åke Hantoft muligheden for at tage en pause fra bestyrelsesarbejdet eller helt at forlade den. De valgte efterfølgende at forlade bestyrelsen.
Arla er ikke enig i, at man ser stort på tillidsmandssystemet og holder fast i at de to medarbejdere har lækket fortroelige oplysninger.
“De to bestyrelsesmedlemmer har delt følsomme informationer i strid med vores forretningsorden og i strid med en specifik aftale, vi havde i bestyrelsen. Det er dybt alvorligt, uanset om man er medarbejder-repræsentant eller andelshaver. Det udgør en risiko for virksomheden, og lige så alvorligt: Det ødelægger enhver tillid fra den øvrige del af bestyrelsen,” siger bestyrelsesformand Åke Hantoft til 3F.
Han udtaler yderligere, at det gør det svært at lave bestyrelsesarbejde, hvis to medarbejdere lækker oplysninger.
Kilde: 3F

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu