Fagforening beskylder LG for smøl

11. februar 2013 10:53 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Fagforening beskylder LG for smøl
Billede mangler

Det er udtryk for smøleri, når knap 21.000 danske lønmodtagere sidste år i gennemsnit måtte vente ni uger på at få løn fra Lønmodtagernes Garantifond (LG), efter deres arbejdsplads var gået konkurs. Det mener Business Danmark, der er en fagforening for blandt andet sælgere.

 

»Det er en stærkt uheldig situation for alle, der bliver ramt af en konkurs. LG har sovet i timen, når der er folk, som må vente så længe,« siger pressechef Michael Krag-Svendsen fra Business Danmark.

Han påpeger, at en del medarbejdere har kigget langt efter løn i et par måneder, inden virksomheden er gået konkurs:

»Så der er folk, der potentielt set kan gå i op til fem-seks måneder uden løn. Vi kan dække måske tre månedslønninger, men der er mange, som har flere hundrede tusinde kroner til gode, og det kan vi ikke dække,« siger Michael Krag-Svendsen.

Fagforeninger som Business Danmark tilbyder sine medlemmer, som afventer udbetaling fra Lønmodtagernes Garantifond, at få udbetalt midlertidigt løn, indtil den bliver dækket af LG.

Personer, der ikke er medlem af en fagforening, får dog slet ikke dækket noget. De er hverken berettiget til dagpenge eller kontanthjælp, da de i princippet befinder sig i en opsigelsesperiode.

LG forklarer ventetiden med et nyt IT-system, der har skabt »pukler«. LGs mål i 2013 er en sagsbehandlingstid på syv uger, men selv om den i øjeblikket er på otte uger, kommer det ikke på tale at ansætte flere medarbejdere, understreger LGs formand, Jørgen Søndergaard:

»Det er meget specialiserede ansatte, som vi ikke bare kan hive ind fra gaden. Det er klart, at de mennesker, der har behov for ordningen, har en interesse i hurtig afklaring, men omvendt skal man finde en passende balance, så man ikke spilder samfundets penge. Den balance synes vi, at vi har,« siger Jørgen Søndergaard til Jyllands-Posten.

Michael Krag-Svendsen fra Business Danmark mener, LG bør gøre mere:

»Det handler måske om, at LG bare skal have nok ressourcer og prioritere området mere,« siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu