Familie og venner bedst til at stoppe forbryderspirer

25. marts 2013 10:57 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Familie og venner bedst til at stoppe forbryderspirer
Billede mangler

Mor, far, lillebror og skolekammeraterne skal med indover, hvis Jakob eller Muhammed er i fare for at komme ud i noget skidt.

 

En kortlægning af 56 nyere evalueringer af indsatser for kriminalitetstruede unge viser, at det kan være en fordel at inddrage familie, venner og andet netværk. Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) har dannet et overblik over erfaringerne, der hovedsagligt stammer fra USA.

»For det første inddrager de oftere familier og netværk, for eksempel ved at træne den unges forældre til at sætte grænser og få et mere positivt samvær i familien. For det andet er der oftere tale om længerevarende indsatser, hvor man følger familien i mindst et lille halvt år,« skriver SFI i en pressemeddelelse.

Konklusionen er, at de mest virkningsfulde indsatser generelt er dem, hvor der bliver spillet på flere strenge, og hvor der er individuel behandling til den unge og træning til familien.

Men kortlægningen viser også, at næsten halvdelen af de 56 indsatser ikke gjorde nogen målbar positiv forskel i de unges liv. Enkelte forværrede endda de forhold, de skulle have forbedret.

Kortlægningen er bestilt af Det Kriminalpræventive Råd.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu