Fanger dropper sultestrejke

29. januar 2013 17:04 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Fanger dropper sultestrejke
Billede mangler

Fem af seks fanger på den særligt flugtsikre afdeling i Statsfængsel Østjylland ved Horsens har droppet den sultestrejke, som de indledte mandag i sidste uge. Det oplyser tv2.dk. Den sidste fange nægter fortsat at spise.

 

De fem fanger har afbrudt strejken, fordi de tilsyneladende har fået et par krav indfriet.

– Det ene punkt var noget med fodtøj, som jeg fortalte, at jeg ville se positivt på. Der er en begrænsning af antallet af fodtøj, så de kun må have to par i cellen. Men de vil gerne både kunne have kondisko, sko til gårdtur og badetøfler, siger Jan Mouritsen, afdelingsleder på den særligt sikrede afdeling, til tv2.dk.

Jan Mouritsen understreger, at andre ønsker fra fangerne ikke imødekommes.

– Jeg lovede at tage forslagene med til næste ledelsesmøde. Men de skal ikke forvente nogle sikkerhedsmæssige ændringer, siger han til tv2.dk.

Claus Bonnez, der er formand for foreningen KRIM, anmeldte Statsfængsel Østjylland til politiet i sidste uge.

– Ifølge mine klienter har man gennemført systematiske kropsvisitationer i hvert fald siden august 2012 – hver eneste gang de går ud og ind af deres celler. Altså helt rutinemæssige kropsvisitationer, sagde Claus Bonnez til Radio24syv i den forbindelse.

Kritikken i anmeldelsen gik også på, at fangerne ikke har mulighed for meningsfuld beskæftigelse.

– De er jo isolerede på afdeling E stort set døgnet rundt. Og indsatte, der er isolerede, skal både efter de danske regler og efter torturkomiteens regler tilbydes arbejde og mulighed for studie- og undervisningshjælp. Ifølge de indsatte er det ikke-eksisterende på afdeling E, sagde Claus Bonnez til Radio24syv.

Sultestrejken fik politikerne på banen. Den konservative retsordfører, Tom Behnke (K), kaldte de indsattes reaktion for »ynk og klynk«.

– Det er et rent sikkerhedsmæssigt anliggende. Det er nogle af de allerværste fanger, vi har siddende her, og hvis man er så utilfreds med de forhold, skulle man have tænkt over det, inden man lavede kriminalitet, sagde han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu