Far fængsel for grov mishandling af sine børn

12. januar 2012 15:33 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Far fængsel for grov mishandling af sine børn
Billede mangler

Højesteret idømte torsdag en 54-årig mand af portugisisk afstamning 15 måneders ubetinget fængsel for mishandling af sine tre sønner.
Faderen blev arresteret i juni 2010 for systematisk at have afstraffet sine sønner korporligt i mindst ti år.
De tre drenge, hvoraf den ældste er født i 1991, er blevet slået i ansigtet og på kroppen med flad hånd, skubbet hårdt og revet ned af stole og slået med knyttet hånd og bælte.
Den ældste er tilmed blevet tvunget til at sidde med knæerne på hænderne med voldsomme smerter til følge.
Faderen har desuden straffet drengene ved at putte peber i munden på dem. Han har også truet både sin ældste søn og sin ægtefælle med, at han ville dræbe dem.
I lange perioder er drengene ikke blevet mishandlet, men volden er altid vendt tilbage.
I Byretten fik manden to og et halvt års fængsel, hvilket landsretten satte ned til 10 måneder, fordi man mente, at flere af forholdene var forældede. Men det mente Højesteret ikke, som skærpede landsrettens dom.
“Den begåede mishandling og tvang omfattede en række ensartede og kontinuerlige handlinger med en sådan indre sammenhæng, at de måtte anses for en fortsat forbrydelse med den virkning, at ingen del af dem var forældet,” skriver Højesteret i dommen.
Anklageren krævede manden udvist af Danmark, men det mente dommerne ikke, der var belæg for.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu