Fartkontrol: Bilist snuppet med 155 kilometer i timen på landevej

13. oktober 2017 15:41 | Af: newsbreak.dk

Fredag og resten af weekenden er der fartkontrol flere steder over hele Danmark. På en midtfynsk landevej blev bilist fanget med 155 kilometer i timen.

KLIK på videoen og se mere. Video: TV2 Fyn.

I weekenden er der landsdækkende fartkontrol, og det gælder naturligvis også på Fyn, hvor politiets fotovogne vil holde på flere strækninger, heriblandt en landevej ved Gislev.

– Strækningen, vi står på, er én, hvor vi har fået en borgerhenvendelse om, at der køres særligt stærkt her. Det har vist sig at holde stik, siger Preben Ingemansen, der er politikommissær i Fyns Politis færdselsafdeling til TV2 Fyn.

Politiet har fanget en bilist, der kørte med 155 kilometer i timen på strækningen, hvor hastighedsbegrænsningen er på 80.

– Det er vildt, at man kører 155 kilometer i timen på den her vej, siger fortæller politikommissæren.

Politiet vil ikke afsløre, præcis hvor på Fyn fartkontrollen finder sted i løbet af fredagen og resten af weekenden.

Ulykker i lokalområdet

Selv om der er højere risiko for at få en fartbøde i weekenden, er danskerne glade for mere fartkontrol.

Tidligere undersøgelserne fra Rådet for Sikker Trafik viser, at ni ud af ti danskere mener, at fartkontrol gavner trafiksikkerheden.

– Danskerne er bekymrede for, om der sker ulykker i deres lokalområde, fordi bilister kører for stærkt, og derfor er mange glade for at se politiet kontrollere hastigheden, siger Mogens Kjærgaard Møller, der er administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik.

Derudover viser tal fra Vejdirektoratet, at der er for høj fart i omkring halvdelen af dødsulykkerne.

Politiet: Fartkontrol hjælper

Ifølge politiet hjælper det også på hastigheden, når politiet jævnligt kontrollerer farten på de fynske landeveje.

– Det er nødvendigt at lave noget hastighedskontrol for, at folk overholder hastighedsbegrænsningerne, siger Preben Ingemansen.

– Vi kan se steder, hvor vi kommer jævnligt, at man gradvist får sænket hastigheden, fordi folk bliver opmærksomme på, at fotovognene holder her. De, der færdes her, ved, at det er et potentielt sted, hvor man bliver målt. På den måde får vi påvirket hastigheden i den rigtige retning, fastslår han.

Fyns Politi har reageret på over 250 borgerhenvendelser om for høj hastighed alene i 2017.

Kilde: TV2 Fyn.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu