FBI bliver bombarderet med bombetip

17. april 2013 08:46 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
FBI bliver bombarderet med bombetip
Billede mangler

USA: Det tikker ind med tip til det amerikanske forbundspoliti, FBI, i sagen om bombeangrebet under Boston Marathon.

 

På 24 timer har FBI fået mere end 2.000 henvendelser fra folk, som kan være med til at lede myndighederne på sporet af, hvem der står bag bomberne, som endte med at koste tre personer livet.

Efterforskningsleder Richard DesLauriers understreger ifølge New York Daily News, at efterforskerne arbejder »metodisk, grundigt og med en vis hurtighed« for at finde frem til gerningsmanden eller gerningsmændene.

»Der er ingen, der har taget ansvaret. Antallet af mistænkte og motiver står fortsat helt åbent,« siger han.

FBI har beslaglagt en række genstande fra gerningsstedet, heriblandt stykker af sort nylon, der kan stamme fra en rygsæk, samt fragmenter af hagl og søm, som med al sandsynlighed var været en del af de hjemmelavede bomber.

Forbundspolitiet formoder, at bomberne har vært transporteret til sprængningsstedet i rygsække, og opfordrer alle, der har set en eller flere personer ankomme med en tung rygsæk, til at kontakte politiet. Efterforskerne vurderer, at bomberne var fremstillet af trykkogere fyldt med blandt andet søm, og at bomberne efterfølgende blev gemt af vejen i rygsækkene. Bomberne betegnes som primitive og relativt lette at fremstille.

Richard DesLauriers ønsker til gengæld ikke at afsløre, hvorvidt FBI har rettet sit søgelys mod enkeltpersoner eller grupper i forbindelse med bomberne, som sårede 176 personer. Flere af de sårede har mistet et eller flere lemmer.

Tirsdag fastslog USAs minister for national sikkerhed, Janet Napolitano, at der ikke er tegn på, at bombeeksplosionerne i Boston er en del af et større komplot. Men det får ikke myndighederne til at slække på efterforskningen, gjorde hun samtidig klart.

Den amerikanske præsident, Barack Obama, rejser torsdag til Boston for at deltage i en mindehøjtidelighed for ofrene for mandagens bombeangreb.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu