FBI-metoder fælder dopere

31. januar 2013 22:53 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
FBI-metoder fælder dopere
Billede mangler

Michael Rasmussens dopingindrømmelse har vist sig at være så voldsom og indeholde et stort netværk af mennesker, at de danske myndigheder er rystet over omfanget. Afhøringerne og resultaterne fra Armstrong-sagen åbner for nye og hårde metoder i jagten på dopingsyndere.

 

Og der er flere dopingsyndere derude, som fortsat går ustraffet hen. Det er har de seneste ugers afhøringer af Michael Rasmussen vist. Anti Doping Danmark (ADD) og Danmarks Idræts-Forbund (DIF) fortalte i går, at de for et par uger siden blev kontaktet af Michael Rasmussen, som ville lægge kortene på bordet. Det blev en voldsom affære.

– Vi har fået et indblik i en beskidt verden for at sige det lige ud. Derfor vil jeg også sige, at det her handler ikke kun om Michael Rasmussen. Det er i en større sags tjeneste. Der er andre end cykelryttere, der er skyldige i det her, og det vil vi rigtig gerne have trævlet op, siger udviklingschef i DIF Morten Mølholm.

De timelange afhøringer først i Holland og siden i Danmark havde karakter af FBI-lignende efterforskning. Michael Rasmussen sad sammen med sin advokat over for ikke bare de danske og de internationale antidopingmyndigheder, men også to amerikanske efterforskere. Den ene var samme mand, som deltog i det amerikanske antidopingagenturs (USADA) efterforskning af Lance Armstrong og en efterforsker, som tidligere har arbejdet med FBI. To tunge folk, som med succes er nået til bunds i den beskidte dopingfortid andre steder.

Muligt at bruge vidneudsagn

Direktør i ADD Lone Hansen glæder sig over, at Michael Rasmussen og USADA-rapporten har åbnet for en reel efterforskning, så dopingsyndere kan blive fanget.

– Grunden til, at vi kan gøre det her, er, at USADA er gået forrest med sin efterforskning i USA, hvor det har brugt vidneudsagn som beviser, og generelt har brugt samme metoder, som når man efterforsker. På baggrund af USADAs rapport er det blevet muligt for os at efterforske, og det er kæmpe stort.

De nye FBI-metoder betyder, at den danske efterforskning kan komme til at bygge på udsagn fra folk, som har oplevet doping hos sig selv og andre, ligesom det var tilfældet i USADA-rapporten, hvor i alt 29 vidnede mod Lance Armstrong og US Postal. Michael Rasmussen har nævnt navne i afhøringerne, og de navne vil blive indkaldt til at samarbejde med Anti Doping Danmark.

DIF og ADD vil endnu ikke udlevere navne, før efterforskningen er færdig. Michael Rasmussen var dopet, da han kørte på Bjarne Riis’ Team CSC i 2002, og han lægger dermed yderligere til den i forvejen belastede holdejer.

Lone Hansen vil ikke kommentere på, om Bjarne Riis er blevet kontaktet, eller om han vil blive kontaktet i efterforskningen. Men hun har en opfordring.

– Jeg vil sige til enhver, der er i cykelsporten, som har en viden om, hvordan man har snydt systemet. Kom frem, så vi kan lytte, siger hun på spørgsmålet, om Bjarne Riis vil blive kontaktet.

Lone Hansen og Morten Mølholm vil på baggrund af Michael Rasmussens afhøring gå efter de mennesker, som leverer dopingen til rytterne.

– De oplysninger, som vi har fået via afhøringerne, viser, at man ikke er alene om at dope sig. Der skal et stort netværk til, før det kan lade sig gøre. Det er foruroligende. Derfor er det også vigtigt, at atleter som Michael Rasmussen stiller sig frem for antidopingmyndighederne, så vi har mulighed for at finde bagmændene, siger Lone Hansen.

Imens danske cykelfans måske er trætte af at høre om doping og i stedet vil høre om cykelløb, sender DIF-udviklingschefen et budskab til både medier og cykelfans.

– Intet er mere forkert end at tro, at man skal lade fortiden ligge. Jeg kan fortælle jer, at den her sag har vist, at hvis man får væsentlige ting at vide om fortiden, bliver man også meget klogere på, hvordan man skal gøre i fremtiden, siger Morten Mølholm

ADD arbejder på at få tilført flere ressourcer til efterforskningen, som kan vise sig at blive bekostelig. Hvor lang tid efterforskningen vil tage, vides endnu ikke.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu