FC København accepterer bøde

27. marts 2012 15:51 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
FC København accepterer bøde
Billede mangler

FC København har ikke nogen indvendinger mod bøden på 100.000 kroner, de er blevet tildelt af DBU’s Disciplinærudvalg i dag.
“Vi tager Disciplinærudvalgets afgørelse til efterretning. Episoden i Aalborg var helt uacceptabel,” siger administrerende direktør i F.C. København, Anders Hørsholt, i en pressemeddelelse.
Tidligere i dag blev forboldklubben idømt en stor bøde for sagen vedrørende afviklingen af Superliga-kampen i Aalborg mellem AaB og F.C. København, hvor dommer Michael Johansen blandt andet så sig nødsaget til at afbryde spillet.
Anders Hørsholt kommenterer ikke direkte på bøden, men fokuserer på, at klubben ikke betragter de personer, der stod bag urolighederne som fans.
“Deres handlinger er dybt skadelige og kan ikke forklares eller retfærdiggøres. F.C. København vil i samarbejde med de øvrige klubber og politimyndighederne intensivere fokus på uroelementer i samfundet, der under dække af at være fodboldfans kun er ude på at begå vold og hærværk,” siger han.
Han er glad for, at den nye bestyrelse i fanklubben FCKFC har meldt ud, at de tager skarp afstand fra de personer, der udøver vold og hærværk i forbindelse med FC Københavns fodboldkampe.
“Jeg ser frem til, at vi sammen kan være med til at tilgodese og udvikle den fankultur, som ønsker at støtte klubben på en festlig og sportslig måde,” siger Anders Hørsholt.
F.C. København har ikke flere kommentarer til sagen lige nu.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu