FCK afviser at smide guldet igen i år

9. april 2013 10:33 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
FCK afviser at smide guldet igen i år
Billede mangler

Forspringet skrumper efter pointtab mod Silkeborg og mod OB samt et nederlag mod FC Nordsjælland. FCK-træneren skælder ud på FCN, på medierne og på den brede befolkning, der i jantelovens navn hellere ser FCN end FCK som mestre, mens spillerne tydeligvis virker bange for at tabe det guld, de har haft i hænderne hele sæsonen.

Det var scenariet for omkring et år siden, da FCK havde spillet og tabt til FCN. Dengang Carsten V. Jensen var træner og skældte ud i et interview i BT, dengang forspringet forvandledes til lækre guldkrummer på FCNs bord og skabte FCK-spillernes værste mareridt.

Det husker de stadig, de FCKere, der var med dengang. Og selv om forspringet til FCN igen skrumper, er stemningen hos FCK anderledes god, ingen skælder ud, og spillerne er mere bevidste om faren. Men alligevel vil træner Ariël Jacobs tænde spillernes hævnfølelse inden FCN-kampen på mandag.

– Jeg tror, at det sidder i hovederne på spillerne, der oplevede det sidste år. Men på en positiv måde. På den måde at de vil have hævn. Og jeg vil jo gerne have, at de skal tænke, at de skal hævne dét, der skete sidste år; at revanchere det for deres egen skyld, siger Jacobs til Berlingske.

Han var her ikke selv sidste sæson, men oplevede noget lignende i Anderlecht, og derfor kommer det ikke bag på ham, at forspringet til FCN er skrumpet fra 12 point til syv inden kampen på mandag.

– Nej, jeg er slet ikke overrasket. Jeg er mere overrasket over, at vi kunne komme så mange point foran ved vinterpausen. Men det er stadig bedre at være syv point foran end syv point efter, siger Jacobs, der afviser, at kampen er en guldfinale.

– Så vidt jeg ved, er der kun tre point på spil mandag, ikke fire, ikke syv, ikke ti. Det kan godt være, at tre point somme tider betyder mere end bare tre point, men jeg ser matematisk på det, og det er stadig kun tre point. Alle vil skrige dette op til en finale, og det er en del af fodbolden.

Anfører Lars Jacobsen var en af de spillere, der i sidste sæson kunne se, at guldet blev til sølv. Han mener, at FCK er et helt andet sted mentalt i dag.

– Jeg kan se et meget lille sammenligningsgrundlag fra sidste sæson. Sidste sæson var en svær sæson med stor udskiftning. Vi fik flere point i starten, end vi havde fortjent, og derfor kom vi hurtigt langt foran i tabellen, siger han og fortsætter:

– Vi er langt bedre rustet i år, mentalt langt stærkere og har spillet langt bedre over hele sæsonen. Stemningen herude er markant anderledes end sidste sæson, og jeg tror, at alle fra reportere til fans kan fornemme, at vi har en stor tro på tingene, og at vi ikke er en flok slukørede spillere, siger Jacobsen, mens målmand Johan Wiland supplerer:

– Dengang havde vi problemer med et par ting, hvilket vi ikke har i år. Der var meget snak blandt spillerne om det, man kunne mærke i truppen, at vi begyndte at miste point, og at FC Nordsjælland kom tættere og tættere på. Det havde vi ikke oplevet i de foregående år, og det var svært mentalt, siger han.

– I år spiller vi bedre og er mentalt bedre rustet i truppen end sidste år. Vores sammenhold er fantastisk, og vi kan lide at spille de store kampe. Mandag er vel en DM-finale. Hvis man ser hvilke to hold, der er bedst i ligaen, så er det vel de to, men det er ikke sådan, at vi tænker på kampen, vi glæder os bare til at vise os i den kamp, siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu