FCK-spiller bakker op om hooligan på Instagram

7. august 2017 20:41 | Af: Newsbreak.dk

FC Københavns midtbaneprofil Uros Matic liker billeder af hooligantræning på Instagram. Det mest usmagelige længe, siger Søren Pape

FCK-spiller bakker op om hooligan på Instagram
FCK fans tænder romerlys under Superligakampen mellem Brøndby IF og FCK, Foto: Claus Bech/Scanpix

FCK-cheftræner Ståle Solbakken har skarpt fordømt urolighederne under søndagens derby mellem Brøndby og F.C. København. I et såkaldt postmatch-interview på TV3+ udtalte Solbakken søndag:

– Der er ingen af mine spillere, som støtter eller sympatiserer med det her. Tværtimod. De tager stor afstand fra det.

Men aktiviteten på den serbiske FCK-midtbanespiller Uros Matics Instagram-profil fortæller en anden historie, skriver Dagbladet Information. Over et halvt år har profilen fulgt en af de ledende skikkelser bag den gruppe, der kalder sig København Hooligans.

Den ledende person fra hooliganmiljøet deler fotos af fysisk træning og slåskampe. Der er fotos fra ’søndagstræninger’ i Fælledparken og fra fitnesscentre. Til træningerne samles en større gruppe af unge tatoverede muskelmænd. Bagefter deler de fotos under hashtags som #hooligans, #derby og #newgeneration. På flere af billederne bærer mændene elefanthuer i hvid og blå.

Uros Matic har liket syv fotos af bl.a. hooligantræningen, skriver Information. I ét tilfælde kvitterer Uros Matic med en emoji af en stærk arm. Seneste like er fra 25. juni.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) er forarget.

– Det er så usympatisk, at det halve kunne være nok. Det er jo klart, at hvis hooligans ser, at spillere synes, at det de gør, er fedt, så får vi aldrig stoppet det her. Det er noget af det mest usmagelige, jeg længe har hørt,« siger Søren Pape Poulsen til Information.

Politiforbundets formand Claus Oxfeldt kalder FCK-spillerens »blåstempling« af hooligans som »moralsk forkasteligt«.

– Det er jeg chokeret over. Det er nærmest sygt, at en fodboldspiller, der spiller på kontrakt i FCK, liker det. Han har ret til det, men det er skræmmende, siger han til Information.

Det er ikke en hvilken som helst fodboldfan, hvis billeder Uros Matic har liket. Det bliver tydeliggjort af hooliganens videoer på Instagram fra fansenes march inden fodboldkampen søndag. Her filmes han gå med armen om en mand, der på sin t-shirt har rygmærket ’Support 81’ – et slogan, der er kendt fra rockergruppen Hells Angels.

På en anden video, hooliganen lagde ud på sin profil, går der en mand med en Hells Angels t-shirt side om side med København Hooligans. Og den tendens kender politiet.

– Vi kan generelt oplyse, at Rigspolitiet er bekendt med de kontakter, der er mellem de mere yderligtgående fodboldtilhængere og dele af rockermiljøet, og at vi i den forbindelse også har fokus på, i hvilket omfang der sker rekruttering fra det ene miljø til det andet, svarer pressetalsmand Thomas Kristensen fra Rigspolitiet i en mail til Information.

FCK udsendte i går en pressemeddelelse, hvori klubben slår fast, at man har identificeret mere end 20 personer, som idømmes »langvarige eller livsvarige karantæner«. Samtidig vil klubben de kommende dage »holde et møde med et bredt udsnit af fanrepræsentanter i FCK’s fanmiljø for at komme yderligere til bunds i sagen og undgå lignende episoder i fremtiden«.

Information har forelagt FCK-pressechef Jes Mortensen Uro Matic’s likes til København Hooligans på Instagram.

– Vi mener ikke, at vi har spillere, som støtter hooliganisme. Det, Uros har sagt til mig, er, at det her er en person, han har mødt en enkelt gang privat, og så har han liket nogle af hans billeder. Han har ikke lagt mere i det. Fra klubbens side har vi ikke tænkt os at blande os i, hvad folk liker på sociale medier, så længe indholdet er lovligt.

– Det vil sige, at en FCK-spiller godt kan like billeder af hooligantræning, uden at det er et problem for FCK?

– Det, jeg kan sige, er, at jeg har talt med Uros, det må han så tage til efterretning.

Information har forsøgt at komme i kontakt med den ledende hooligan på Instagram, men han har ikke svaret på henvendelserne.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu