FCM: Vi holder stregen væk

17. marts 2013 21:54 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
FCM: Vi holder stregen væk
Billede mangler

– Tre point havde været rigtigt rare, men når det er sagt, så er der stor forskel på at tage fra Brøndby Stadion med ét og ikke nul point, siger FC Midtjyllands cheftræner Glen Riddersholm.

 

Det uafgjorte resultat betyder, at FC Midtjylland stadig har seks point ned til nedrykningsstregen, og har taget fem ud af ni mulige point i forårets første tre kampe.

– Set i forhold til at holde nedrykningen på afstand, så har vi fået en god pointmæssig start på foråret. Vi har udviser mere stabilitet, substans og mental styrke end i efteråret, siger han.

FC Midtjylland fik en svær start på kampen med flere store chancer til hjemmeholdet, hvor Daniel Stenderup og Anders Randrup fik store tilbud efter farlige indlæg.

– Vi får redet stormen af og slutter egentlig første halvleg okay. Det hurtige mål efter pausen giver os ro på, og så syntes jeg egentlig vi går efter sejren med den ene offensive indskiftning efter den anden.

I pausen måtte FCM udskifte Kristian Bak, og efter kampen måtte han humpe ud til midtjydernes spillerbus.

Anføreren fik allerede efter fem minutter et skrub over skinnebenet og måtte udgå efter 45 minutter, men midtbanespilleren ventes snart tilbage i aktion.

– Han fik et kraftigt slag på skinnebenet, men ikke noget alvorligt. Han er klar igen til næste kamp, siger FC Midtjyllands cheftræner Glen Riddersholm.

– Han fik det tidligt i kampen, men det var først, da han kom ind og sidde i pausen, at det buldrede op, siger Glen Riddersholm.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu