FCMs Kristian Bak: Vi er i nedrykningsfare

2. marts 2013 11:58 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
FCMs Kristian Bak: Vi er i nedrykningsfare
Billede mangler

– Vi er i nedrykningsfare. Når man 20 kampe inde i sæsonen blot er fire point over stregen, kan situationen ikke tolkes anderledes.

 

Sådan lyder vurderingen fra FC Midtjyllands Kristian Bak Nielsen af holdets øjeblikkelige situationen i Superligaen.

Sammen med holdkammeraterne indleder han lørdag aften Superliga-foråret med hjemmekamp mod Sønderjyske.

– Det er lidt af en nøglekamp. Vinder vi, kan vi tillade os at kigge opad i tabellen. Bliver det derimod til nederlag, ser det hele pludselig mere kritisk ud for os, siger Kristian Bak Nielsen og tilføjer:

– Nedrykning vil være intet mindre end en katastrofe for FC Midtjylland. Både sportsligt og økonomisk. Men så galt kommer det heller ikke til at gå, siger Kristian Bak Nielsen og henviser til, at midtjyderne er gået ubesejret gennem vintermånedernes træningskampe.

– Man skal ikke lægge alverden i disse resultater. Men spillet har fungeret fortræffeligt, forsvaret virker dirkefrit, og i angrebet har det været positivt, at ’Duncan (Morten Rasmussen, red.) er skadesfri. Vi spiller mere fremadrettet end i efteråret og med flere indlæg, siger Kristian Bak Nielsen, der er flyttet fra forsvaret til den centrale midtbane.

– Den plads passer mig bedre, siger Kristian Bak Nielsen og bliver bakket op i sit synspunkt af træner Glen Riddersholm.

– Efter vi i fjor sagde farvel til Jakob Poulsen, har vi manglet en balancespiller på midtbanen. Ham har vi fundet i Kristian. Han kommer med masser af power og energi. Desuden er han en meget dygtig presspiller, roser Glen Riddersholm.

Han glæder sig over, at han atter råder over en skadesfri trup.

– Det gjorde vi ikke i efteråret. Derfor var vores præstationer og resultater langt fra tilfredsstillende. Hvis ikke vi får spillet til at glide bedre i foråret, peger pilen kun én vej: På mig! Der er ingen undskyldninger, hvis vi kikser, siger Glen Riddersholm.

Men det kommer ifølge FCM-træneren heller ikke til at ske.

– Vi er i en situation, hvor nedrykning kan blive et tema. Men jeg garanterer, at vi ikke rykker ned. Aldrig har jeg arbejdet med en trup, hvor spillerne er i så god form, siger Glen Riddersholm.

Det faktum skyldes ifølge Kristian Bak Nielsen klubbens nye fysiske træner.

– Christian Clarup er kommet til fra Vejle. Han har bragt os i bedre løbeform end nogensinde, siger Kristian Bak Nielsen, der glæder sig til igen at spille på hold med veteranen Frank Kristensen.

– Det er fint, at han er kommet tilbage efter sit ophold i Randers. Han har scoret flere gange i træningskampene. Jeg betragter ham som vores ’dark horse. Han kommer næppe til at spille mange hele kampe. Til gengæld er jeg sikker på, at han vil få masser af indskift, siger Kristian Bak Nielsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu