FCN-boss efter dom: Hverken en sejr eller et nederlag

19. april 2013 11:53 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
FCN-boss efter dom: Hverken en sejr eller et nederlag
Billede mangler

Allan K. Pedersen fik lov at beholde FC Nordsjælland. Det blev klart, efter Østre Landsret fredag formiddag afsagde dom i sagen, der omhandlede overdragelsen af aktierne i klubben tilbage i 2008 fra det konkurstruede selskab AKP Holding A/S til KAP Holding A/S.

AKP Holding gik efterfølgende konkurs, og konkursboet repræsenteret ved kurator Pernille Bisgaard mente, at købssummen på 500.000 kroner var alt for lav, og at handlen skulle gå tilbage. Men sådan gik det ikke, og det glæder holdejeren.

– Jeg er naturligvis glad for, at sagen nu er slut og at den er faldet ud, som den er. Det er et større sagskompleks og i forhold til omfanget af forretningen og de store advokatomkostninger, der er brugt på sagen ikke mindst af konkursboet, er der reelt tale om en mindre justering af salgsprisen, siger Allan K. Pedersen til klubbens hjemmeside. 

Trods beslutningen fik konkursboet medhold i, at Allan K. Pedersen sammen den øvrige bestyrelse bestående af konen Bente Pedersen og advokat Michael Vinther i KAP Holding skal betale en erstatning på 2,5 millioner, fordi FC Nordsjælland blev solgt for billigt. Et beløb, som Allan K. Pedersen kalder for en justering af den oprindelig købspris.

– Jeg synes ikke, man kan tale om en sejr eller et nederlag, Det er en afgørelse i en sag, der har været blæst voldsomt op og altså ender med en frifindelse og en justering af prisen, der er relativt lille i forhold til det, der oprindeligt er betalt. På den måde er det en god dag, og vi kan nu lukke sagen og komme videre, lyder det fra Allan K. Pedersen.Retten mente, at FC Nordsjælland ikke var nær så meget værd på salgstidspunktet, som tilfældet er i dag, og handlen derfor ikke burde omstødes. Desuden lagde man vægt på, at det for boet ville være særdeles vanskeligt og også meget risikabelt at drive en professionel fodboldklub.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu