FCN dukker Horsens og puster FCK i nakken

7. april 2013 15:58 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
FCN dukker Horsens og puster FCK i nakken
Billede mangler

FC Nordsjælland viste deres værd i toppen af Superliga-tabellen, da de gæstede Horsens søndag eftermiddag og vandt 2-0.

Begge hold havde før kampen brug for de tre point, som FC Nordsjælland skulle bruge for at holde sig til i mesterskabskampen, som har FC København i spidsen, mens AC Horsens behøvede sejren for at kunne tage endnu et skridt væk fra nedrykningsstregen, som de før kampen kun lå tre point fra.

Kampen startede bedst for gæsterne med en chance efter bare tre minutter, hvor Kristian Lindberg var helt alene med bolden, men Frederik Rønnow i Horsens-målet forhindrede ham i, at FC Nordsjælland fik en hurtig scoring.

Det skulle dog vise sig, at det langt fra var det eneste tidspunkt i kampen spæde minutter, hvor Rønnow kom på arbejde, for det første kvarter lignede AC Horsens’ forsvar ikke et, der var kommet helt ud af starthullerne. FC Nordsjælland lagde således et gevaldigt pres på hjemmeholdets defensiv og havde endnu en stor chance ved Morten Nordstrand efter fem minutter, men igen stod Frederik Rønnow lige dér, hvor han skulle og reddede bolden sikkert i sin favn.

Den første chance fra Horsens kom efter ti minutters spil, men det var ellers gæsterne, der sad på det meste af spillet i første halvleg, hvilket kulminerede, da 20-årige Lasse Petry brysttæmmede en retur fra det lille felt, som han særdeles elegant hamrede i mål med en fuldtræffer af en helflugter, der efterlod Frederik Rønnow i Horsens-målet chanceløs, og så kunne unge Petry juble over sit første Superliga-mål nogensinde, samt over føringen på 1-0.

Gæsterne kunne derfor gå til pause i front. Den første helt store chance i anden halvleg kom første efter 68 minutter og tilfaldt AC Horsens, da ghanesiske Charles Takyi havde en kæmpe mulighed, som Jesper Hansen dog sikkert reddede.

Og udeholdet var langt fra færdige med at vise gode takter, for bare tre minutter senere sendte Patrick Mtiliga en bold ind foran mål fra venstrekanten, som en helt perfekt placeret Morten Nordstrand headede ind til 2-0.

Herfra så det svært ud for hjemmeholdet, og det blev det også, for FC Nordsjælland lignede bestemt ikke et mandskab, der ville gamble deres forestående sejr. Og selvom Horsens gav modstand, så var FC Nordsjælland-sejren aldrig rigtig i fare, og blev desuden deres fjerde i streg.

FC Nordsjælland nærmer sig derfor FC København, der møder OB i Parken søndag aften. AC Horsens forbliver nier med 27 point, som to tætte modstandere, Silkeborg og Brøndby, også kan opnå med sejre i denne runde af Superligaen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu