FCN-træner: Joshua John er uhyggelig

29. marts 2013 17:45 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
FCN-træner: Joshua John er uhyggelig
Billede mangler

FC Nordsjælland har en dygtig spiller i Joshua John, som scorede et vidunderligt mål for de forsvarende mestre, da de fredag vandt 4-2 hjemme over AGF. Fra kanten af straffesparksfeltet hamrede hollænderen bolden utageligt ind bag Steffen Rasmussen i det aarhusianske mål.

 

– Jeg synes, at han er uhyggelig, når han sætter sine aktioner ind, sagde FCN-træner Kasper Hjulmand om Joshua John efter kampen til TV3 Sport 1.

– Han er fantastisk til at sætte folk af, og han er en uhyggelig spiller med sine individuelle aktioner. Han kunne dog godt kombinere bedre, og han kunne også godt arbejde mere defensivt, sagde Kasper Hjulmand.

På trods af trænerens lovprisninger er det ikke sikkert, at Joshua John fortsætter i klubben efter sommerferien. FCN har blot lejet ham af AZ Alkmaar for en sæson.

– Han er blomstret op, og han nyder at være her, og der er ting, han gør fantastisk. Men der er også ting, der skal forbedres, siger Kasper Hjulmand, der lader antyde, at det kommer an på prisen, om klubben vil tilbyde Joshua John en permanent kontrakt.

Hovedpersonen selv var godt tilfreds med både mål og sejr.

– Jeg fik bolden, jeg trak ind i banen og sigtede efter det fjerneste hjørne. Jeg glæder mig til at se målet på tv, sagde Joshua John.

– Jeg har været skadet, så det var en god måde at komme tilbage på, sagde den 24-årige hollænder.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu