Okore: Vil væk til sommer

5. februar 2013 09:02 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Okore: Vil væk til sommer
Billede mangler

Det var transferen, alle ventede på.

Det var salget, der lå lige til venstrebenet, og som skulle indbringe FC Nordsjælland en rekordsum for en af deres egne spillere.

Men der blev ikke noget salg.

FCN ejer stadig Jores Okore, der efter en fin indsats i Champions League ellers blev en del af den internationale rygtemølle.

Den unge forsvarer er ikke skuffet, fortæller han, men han havde nu håbet at skulle spille i en ny klub fra januar. Nu satser han på at komme definitivt væk til sommer.

– Jeg er ikke ked af det, men jeg havde virkelig håbet på at komme af sted nu for at kunne prøve mig af på et højere niveau. Men det er også svært at komme ind på et hold midt i en sæson, og det er ofte nød-indkøb, klubberne laver i januar. Men jeg var da i hvert fald forberedt på, at jeg kunne bliver her et halvt år mere, og det skete så, siger Okore og slår fast:

– Til sommer skal jeg afsted. Det er dér, min største chance er, og jeg håber virkelig, at det sker. Igen er det naturligvis FCN, der bestemmer, men mine planer er, at jeg skal afsted til sommer, siger Jores Okore.

Det har været alt fra Juventus i Italien, til Manchester United, Chelsea og ikke mindst Fulham, der har været sat i forbindelse med Okore. Især Fulham lagde ifølge engelske kilder godt 30 mio. kr. plus for forsvareren, men uden at det tiltrak FCNs opmærksomhed.

Okore kommer her selv med et bud på, hvorfor han ikke kom af sted:

– Jeg tror lidt, at det var FCNs plan, at det ikke skulle være dette i transfervindue, at jeg skulle ryge afsted. Og så har der nok ikke været den rigtige klub til, at FCN har sagt, at vi sænker prisen en smule for, at jeg kan komme afsted til en klub, der måske alligevel ikke var den rette. Det har nok været Nordsjællands plan, at jeg ikke skulle ud i dette vindue, siger han og fortsætter:

– Hvis der var kommet det helt rette tilbud, var jeg da sikkert kommet afsted, men deres planer var nok bare, at jeg skulle blive her. Jeg har hørt lidt af hvert og også om interesse fra forskellige klubber, men jeg ved ikke helt, hvor konkret det har været. Der har måske været lidt konkret, men det er ikke rigtigt kørt op i den spids, som det skulle, for at det mundede ud i forhandlinger, siger han.

Derfor gør han sig heller ikke forhåbninger om en startplads onsdag mod Makedonien. Daniel Agger og Simon Kjær er i gang med deres respektive sæsoner, mens Jores Okore er gang med vinteropstarten.

– Jeg er bag Agger og Kjær lige nu. De spiller på et højere niveau hver weekend, og de er et andet sted lige i forhold til mig. De har også rutinen og har spillet en masse kampe sammen, så det giver dem en fordel. Men jeg føler, jeg er lige bagved og er klar, hvis chancen byder sig. Jeg håber og tror på, at jeg får chancen på et tidspunkt for at bide mig fast i startopstillingen, siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu