Fedtafgiften er fortid men de høje priser består

28. marts 2013 04:15 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Fedtafgiften er fortid men de høje priser består
Billede mangler

Selvom fedtafgiften i dag er afskaffet, så kan det ikke mærkes på en stor del af de fødevarer, forbrugerne smider i indkøbskurven.

 

Det viser et pristjek, som Jyllands-Posten har foretaget af en række udvalgte mejeriprodukter.

Det får forbrugerorganisationen Aktive Forbrugere til at frygte, at mejerigiganten Arla har misbrugt fedtafgiften til at indføre prisforhøjelser i det skjulte.

»Det er meget kedeligt, hvis store virksomheder som Arla har udnyttet fedtafgiften til at forhøje priserne på et område, hvor der er meget lidt konkurrence. Arla er en dominerende aktør, og konkurrencetilsynet bør kigge nærmere på det,« siger Jeppe Juul, kampagneleder fra de aktive forbrugere til Jyllands-Posten.

Avisen har undersøgt varer som smør, piskefløde og Kærgården. For smør gælder det, at en pakke Lurpak er steget otte procent i forhold til før afgiften blev indført i 2011. Karoline piskefløde og Kærgården er steget henholdsvis 4,1 og fire procent, men Arla fastslår, at de prisstigningerne skyldes, at råvarerne til produktionen er blevet dyrere.

»Da fedtafgiften faldt væk, fjernede vi det krone for krone. Prisstigningen er 100 procent drevet af udviklingen på råstofferne,« siger vicedirektør Peter Giørtz-Carlsen fra Arla Foods til Jyllands-Posten.

Men selvom verdensmarkedspriserne på smørfedt steg i andet halvår af 2012, så skete det fra et meget lavt udgangspunkt. Og i den periode, hvor fedtafgiften ramte varerne, og til den atter blev fjernet, faldt verdensmarkedspriserne på smør med mere end 20 procent, skriver Jyllands-Posten.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu