Fem illegale rengøringsmedarbejdere udvist

7. marts 2012 12:51 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Fem illegale rengøringsmedarbejdere udvist
Billede mangler

Fem udvisninger, en afsløring af falsk ID og ni tilfælde af sort arbejde blev resultatet af Skats aktion i rengøringsbranchen i sidste uge.
Skat besøgte 16 virksomheder og mødte 15 forskellige rengøringsfirmaer med problemer hos fem af dem.
“Problemerne er rigtig store i rengøringsbranchen. Vi bruger meget tid på at informere virksomhederne, der udliciterer rengøringen til underleverandører, om, hvordan de undgår sort arbejde. Men opgaven er stor,” siger afdelingschef Hanne Nielsen fra Skat til Newspaq.
Inden for de seneste to år har Skats afdeling for økonomisk kriminalitet afsløringer af ubetalt moms og a-skat fra medarbejdere i branchen kastet et ekstra skatteprovenu på 300 millioner kroner af sig.
“Vi håber, at de her aktioner kan minimere problemerne. Vi har fået vores gode råd ind i kontrakter for over en milliard kroner i branchen, så virksomhederne selv har mulighed for at kontrollere, at de får den hvide arbejdskraft, de betaler for,” siger Hanne Nielsen.
Efter Skats aktion i sidste uge blev fem serbere udvist i forbindelse med kontrol af rengøring hos en privat virksomhed, fordi de opholdt sig illegalt i Danmark.
På en anden virksomhed viste en illegal rengøringsmedarbejder falsk ID og er efterfølgende blevet udvist.
For ni rengøringsmedarbejdere manglede der indberetning af løn. Og yderligere to medarbejdere oplyste, at de ikke var ansat til at gøre rent på stedet, uanset de havde tøj på med rengøringsfirmaets logo og befandt sig på virksomheden udenfor normal arbejdstid.
Skat oplevede derimod stort set ingen problemer de steder, hvor virksomhederne havde indarbejdet de gode råd i deres kontrakt eller selv allerede har indarbejdet foranstaltninger mod sort og illegal arbejdskraft.
En af de virksomheder, Skat besøgte, var Ikea i Gentofte, hvor rengøringen foregik efter bogen.
“Derudover har vi hele tiden fokus på at forbedre rutiner og procedurer omkring rengøringen. Vi stiller krav om, at eventuelle underleverandører skal godkendes af IKEA, inden arbejdet må igangsættes,” siger socialchef Jonas Engberg.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu