Fem kaserner er lukningstruede

20. februar 2013 18:07 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Fem kaserner er lukningstruede

Forsvarschef Peter Bartram har onsdag afleveret sit bud på, hvilke kaserner der er overflødige.

 

»Jeg har nu afleveret min indstilling til Forsvarsministeriet, og den vil indgå i den videre politiske proces,« siger han i en skriftlig kommentar på Forsvarets hjemmeside.

Ifølge TV 2 News er der tale om fem kaserner, kasernerne i Sønderborg og Haderslev, Bülows Kaserne i Fredericia, Almegård Kaserne på Bornholm og derudover enten Høvelte eller Vordingborg.

I forbindelse med forsvarsforliget fra november sidste år blev Peter Bartram bedt om at vurdere, hvilke kaserner der er militærfaglig belæg for at lukke.

Diskussionen om kasernelukninger var en af de helt store knaster i de politiske forhandlinger om et forsvarsforlig, der skulle høvle 2,7 milliarder kroner af Forsvarets budget. Efter aldeles svære forhandlinger blev forligsparterne i november sidste år enige om et forlig, men beslutningen om kasernelukninger blev udskudt, indtil man havde forsvarschefens vurdering.

Det er nu op til politikerne – på baggrund af forsvarschefen vurdering – at beslutte, hvilke kaserner, der må dreje nøglen om.

»Min indstilling medtager alene militærfaglige forhold. Jeg og mine medarbejdere må derfor forvente, at andre aspekter vil indgå i den endelige politiske beslutning, hvorfor resultatet kan blive anderledes end det indstillede,« siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu