Fem mænd tiltalt for gruppevoldtægt og drab

3. januar 2013 19:53 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Fem mænd tiltalt for gruppevoldtægt og drab
Billede mangler

Efter dagens fremstilling er de fem mistænkte bag en brutal gruppevoldtægt i New Delhi, blevet tiltalt. De bør idømmes dødsstraf, kræver offerets far.
 
Anklagemyndigheden i New Delhi har nu formelt rejst tiltale mod de fem mistænkte voldsmænd i gruppevoldtægten og drabet på en 23-årig indisk kvinde, oplyser juridiske kilder i den indiske hovedstad.
 
Kilderne oplyser samtidig, at det næste retsmøde i sagen finder sted fredag 5. december.
 
Blandt de fem mænd, som tiltales for voldtægt, drab og bortførelse, er det en 35-årig, som udpeges som den centrale figur.
 
Manden, som ifølge naboer i slumområdet Ravi Dass har store alkoholproblemer, har arbejdet som chauffør på den hvide, privatejede bus, hvor det brutale overgreb fandt sted ifølge anklagemyndigheden.
 
Bussen anvendes normalt til transport af skolebørn.
 
Ifølge politiet havde den 35-årige og hans venner spist til middag sammen og drukket, da de bestemte sig for at køre en natlig fornøjelsestur i bussen.
 
Chaufførens 26-årige bror arbejdede også på bussen, men var mere løst ansat. Han anklages for at have deltaget i gruppevoldtægten og for at have mishandlet kvinden og hendes ven med et jernrør.
 
Mændene overfaldt kvinden i bussen og smed hende og hendes ven ud af køretøjet efter voldtægten og volden. Chaufføren forsøgte at køre over kvinden, men hendes ven fik hende trukket væk.
 
Kvinden døde senere af sine kvæstelser.
 
En sjette anklaget, der er under 18 år, vil blive retsforfulgt ved en særlig domstol på grund af sin alder.
 
Offerets far kræver dødsstraf til gerningsmændene.
 
Han ser gerne, at datterens overfaldsmænd bliver hængt for deres forbrydelse, og han opfordrer til, at en ny lov om sexforbrydelser bliver opkaldt efter hende.
 
– Hele landet kræver, at disse monstre bliver hængt. Jeg er med dem, siger faren i sit hjem i landsbyen Mandwara Kalan i delstaten Uttar Pradesh.
 
Den ambitiøse unge kvinde var fast besluttet på at forbedre levevilkårene i landsbyen, hvor hun også selv blev født.
 
– Hun sagde: Far, hvis jeg bliver læge, vil jeg først og fremmest arbejde for at gøre livet bedre i landsbyen, fortæller den ulykkelige far
 
Drab udløser dødsstraf i Indien, hvor en voldtægt i gennemsnit finder sted hver 20. minut. Man skal dog være fyldt 18 år for at kunne idømmes lovens strengeste straf.
/ritzau/Reuters
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu