Ferguson vil fortsætte i United efter karrieren

1. marts 2013 10:30 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Ferguson vil fortsætte i United efter karrieren
Sir Alex Furguson

Manchester United-manager Alex Ferguson er ikke ved være færdig i den engelske klub. Nu foreslår den 71-årige skotte at lade ham indgå i bestyrelsen – når han engang trækker sig.

 

Tilbage i 2002 annoncerede Alex Ferguson, at han ville indstille trænerkarrieren. I sidste ende ombestemte Ferguson sig dog. I 2008 lød det, at han havde tre år tilbage. Men her 11 år efter Ferguson først gang begyndte at snakke om pension, har han stadig ikke planer om at træde tilbage – tværtimod.

– De kommer ikke af med mig. Jeg bliver sikkert bestyrelsesmedlem, siger Ferguson til twentyfour 7 Football.

Spørger man United-manageren direkte om, hvornår han trækker sig tilbage, lyder det korte svar:

– Ingen ved det, men det bliver ikke lægen, der får mig til at stoppe, siger Ferguson og smiler.

Der er ikke småt med spekulation i forhold til, hvem der i sidste ende afløser Ferguson i Uniteds trænerstol. Ferguson afviser dog, at han selv finder sin afløser.

– De spørger mig nok, men i sidste ende er det klubbens beslutning – ikke min, udtaler Ferguson.

Når Ferguson skal forklare den succes, som han har nydt i fodboldverdenen, handler det først og fremmest om fodboldfilosofi.

– Man ser fra tid til anden, at en manager forsøger at tilpasse sig en klub. Dit job er ikke at ændre dig selv, men at ændre det du overtager. Man skal ændre holdet, ændre klubbens filosofi til din egen filosofi. Men man skal aldrig ændre sig selv.

Filosofi er dog ikke det hele, og Ferguson understreger også, hvor vigtigt det er at fastholde erfaring i både trænerstaben og spillertruppen.

– Man skal sørge for at være forudseende, når man skal finde ud af, hvem der afløser hvem. Gamle spillere har erfaring med at være i klubben, men de ved også, hvordan det er at være spiller her. Derfor ved  de, hvad der kræves for at vinde. Den slags er godt at have i klubben – og især godt at beholde i klubben, siger Ferguson til twentyfour 7 Football og fortsætter:

– Vi prøver at få så mange af vores gamle spillere tilbage i klubben for at skabe et godt setup. Det er svært at sige, hvem i den nuværende trup der bliver, men spillere som Giggs og Scholes vil blive en integreret del af strukturen i United. På samme måde som Nicky Butt i dag er ansvarlig for reserverne. På længere sigt ser jeg også Darren Fletcher som en potentiel ansættelse, slutter Alex Ferguson.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu