Fertilitetsfrister skal forhindre ufrivillig barnløshed

28. januar 2013 17:14 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Fertilitetsfrister skal forhindre ufrivillig barnløshed
Billede mangler

Danske mænd og kvinder kan nu blive vejledt om forplantning, inden det er for sent. Ny klinik hjælper med at værne om reproduktionen, som i disse år udfordres af en sen familieplanlægning.

 

For at forhindre både barnløshed og en masser dyre fertilitetsbehandlinger, vejleder en klinik på Rigshospitalet nu både enlige og par i deres fertilitetsmuligheder ved at give dem et bud på, hvor lang tid de har tilbage, før de ikke længere er i stand til at få børn.

– Vi ønsker at blive bedre til at vurdere og vejlede almindelige borgere, typisk i 30erne, som tænker over, hvad der skal ske med deres forplantning. Årene er gået, og de ved ikke helt hvordan de skal forholde sig eller hvor mange år, de har tilbage til at reproducere sig i, siger overlæge på Rigshospitalet Anders Nyboe Andersen.

Han sammenligner fertilitetsvejledningen med tidligere tiders vejledning i svangerskabsforebyggelse.

– I dag tænker vi også den anden vej rundt – hvordan kan vi værne om vores forplantning. Der er ikke nogen deadline som sådan. Den magiske grænse er omkring 40 år for kvinder, men den varierer, og nogen er meget lidt frugtbare allerede fra 35 års-alderen, mens andre først får problemer, når de bliver 40, så der er en gråzone, som mange befinder sig i, siger han.

Det er netop den gråzone, som klinikken vil kaste lys over for den enkelte, og tilbuddet gælder ikke kun kvinderne.

– Mange mænd går rundt med dårlig sædkvalitet uden at vide noget om det. Det laver vi også analyser af, og hvis den viser, at kvaliteten er harmende dårlig, skal det jo også indgå i overvejelserne omkring ens forplantning, siger overlægen.

Det er også muligt at blive testet hos egen læge, men det er en del mere upræcist. På klinikken bliver man ultralyd-scannet og får målt AMH, som fortæller om en kvindes æg-reserve.

Klinikken har åbent 12 timer om ugen og bliver allerede flittigt brugt af københavnerne.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu