Fido og Garfield skal med på plejehjem

9. februar 2012 15:54 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Fido og Garfield skal med på plejehjem
Billede mangler

Kom indenfor Trofast.
Sådan bør det lyde på plejehjem herhjemme, lyder det fra Ældrekommissionen, som torsdag har fremlagt 43 punkter til forbedret livskvalitet for plejehjemsbeboerne.
“Det betyder meget for mange ældre, at de godt vil have kæledyr med på plejehjemmet. Problemet er, når man er meget svag kan man ikke selv passe det, og kun få steder går plejepersonalet ind og passer dyrene,” siger formanden for kommissionen og Ældre Sagen, Bjarne Hastrup.
Plejehjemmene kan også åbne op for, at man får eksempelvis en hunde-ven, som besøger de ældre med sit dyr på daglig basis. Eller plejehjemmet kan have sit eget fælleskæledyr, som er til glæde for alle beboerne, og som personalet passer.
Men det bør være obligatorisk, at der også er plads til dyr på værelserne eller i fælleslokalerne blandt de ældre, mener Ældrekommissionen.
“Jeg mener, at alle plejehjem skal være åbne over for, at der kommer kæledyr. Hvordan de så vil gøre det, der bestemmer de selv, hvilken løsning der er bedst for dem. men kæledyr på plejehjem er kommet for at blive. Det giver en forbedring af livskvaliteten, det er der ingen tvivl om,” siger Bjarne Hastrup.
Nu tygger socialminister Karen Hækkerup (S) på forslagene, der senere kan blive til hverdag for landets ældre.
“Nu bliver Ældrekommissionens arbejde sendt ud i en bred høring, og derefter tager vi i regeringen stilling til, hvordan vi kan gå videre med det. Jeg tror, det her skal fungerer meget som et inspirationskatalog. Det skal få medarbejdere, ledere og pårørende til at tænke, hvordan vi kan gøre det anderledes,” lyder det fra ministeren.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu