FIFA: VM kan flyttes til om vinteren

2. marts 2013 22:08 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
FIFA: VM kan flyttes til om vinteren
Billede mangler

VM-slutrunden i fodbolden i 2022 skal holdes i det mellemøstlige land Qatar, hvor sommer-temperaturen kan nå helt op til 50 grader.

 

Og det kan være farligt for spillerne at løbe rundt i så høje temperaturer. 

Derfor kan der blive tale om, at det internationale fodboldforbund (FIFA) vil flytte turneringen, så den skal spilles om vinteren – modsat nu, hvor slutrunden spilles i juni og juli.

– Det vil FIFAs eksekutiv-komité afgøre på baggrund af rapporter fra sundhedeksperter, siger FIFAs generalsekretær, Jerome Valcke, ifølge BBC.

– Så længe datoerne for de internationale fodbold-kalendere ikke er fastlagt, er alting muligt, siger han.

Præsidenten for det europæiske fodboldforbund (UEFA), Michel Platini, er blandt dem, der tidligere har støttet op om ideen med at flytte VM i 2022 til om vinteren. Det samme har den internationale spiller-organisation, FIFpro. FIFAs præsident, Sepp Blatter, har afgivet forskellige meldinger om sit synspunkt på sagen.

Det er ikke uden problemer at flytte VM til om vinteren, da det vil besværliggøre de europæiske klubturneringer i den sæson, og det kan også blive et problem at få afviklet kvalifikationskampene til EM i 2024.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu