Finale LIVE: Wozniacki ligeglad med dårlig statistik

13. august 2017 19:29 | Af: Ritzau Fokus

Wozniacki tænker ikke på, at hun har tabt årets første fem finaler. Søndagens modstander har hun aldrig slået.

Finale LIVE: Wozniacki ligeglad med dårlig statistik
Caroline Wozniacki spiller søndag sæsonens sjette finale. Hun har endnu den første sejr til gode. Foto: Vaughn Ridley/AFP

Caroline Wozniacki står søndag aften dansk tid i sin sjette WTA-finale i 2017, men danskerens sæson har endnu ikke budt på en titel.

De første fem finaler er alle blevet tabt. Det tillægger Wozniacki dog ingen betydning før søndagens finalemøde i Toronto med Elina Svitolina fra Ukraine.

– Jeg tænker ikke over andre resultater, når jeg står ude på banen. Der tænker jeg kun på mig selv og på, hvad jeg skal gøre. Hver gang jeg træder ud på banen, tror jeg, at jeg kan vinde.

– Jeg har også haft et år, hvor jeg var i seks finaler og vandt dem alle, siger Wozniacki ifølge nyhedsbureauerne AFP og AP.

Lørdag bookede hun finalebilletten med en sejr i to sæt over Sloane Stephens.

Tabte til hende i Dubai

I finalen venter ukraineren Elina Svitolina, som tidligere i år vandt en finale i Dubai over Wozniacki. De to har mødtes yderligere en gang, den kamp vandt Svitolina også.

På verdensranglisten ligger Svitolina nummer fem, Wozniacki er nummer seks.

Der er lidt over tre millioner kroner i præmiepenge til vinderen af søndagens finale, mens taberen modtager cirka det halve.

Følg finalen LIVE her:

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu