Finanskrise: Din boss får lettere sparket

28. december 2011 07:23 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Finanskrise: Din boss får lettere sparket
Billede mangler

Duer ikke – væk. Sådan lyder det stadig oftere i landets bestyrelseslokaler, når direktøren ikke leverer varen.
 
Alene i år har prominente topchefer hos B&O, DSB, Pandora, DR, Telia og CSC Danmark måtte forlade jobbet i utide, fordi bestyrelsen har sagt stop.
 
Landets administrerende direktører får simpelthen lettere sparket end tidligere, vurderer CBS-professor Caspar Rose, der har speciale i bl.a. virksomhedsledelse.
“Før finanskrisen så vi slet ikke det samme billede. Det var meget nemmere at generere et kæmpeafkast til ejerne og aktionærerne. Sådan er det ikke mere. Nu kræver ejerne værdi; de presser citronen. Dermed bliver det sværere at levere varen.”
 
“Dermed er det helt naturlig, at man skiller sig af med dem, som ikke kan leve op til de store krav,” siger han til Newspaq.
 
Men det er ikke kun de allerøverste direktører, som er udsat, fortæller Anita Bisgaard-Frantzen, der er ansættelsesretschef for 102.000 chefer hos Lederne.
“Vi har oplevet, at der er kommet en ny bølge af opsigelsessager i efteråret 2011,” konkluderer hun, og tilføjer, at først når året er omme, kan der sættes tal på udviklingen.
 
Som topcheferne må underdirektører og afdelingsledere lade livet, når det er sværere at tjene penge.
“De begrundelser, vi hyppigt hører, er økonomisk dårlige tider, tilpasninger, organisationsændringer eller behovet for en anden profil,” fortæller Anita Bisgaard-Frantzen.
 
Caspar Rose mener, at bestyrelserne skal være bedre til at slå koldt vand i blodet i stedet for at fyre direktørerne ved første dårlige regnskab. De mange fyringer risikerer nemlig at skabe usikkerhed om virksomhedernes stabilitet.
“Selvfølgelig skal de dårlige direktører fyres, men jeg frygter lidt, at bestyrelserne lidt for hurtigt trykker på fyringsknappen. (…) Lunten er blevet kortere,” siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu