Finanslov 2013: Regeringen har stor tiltro til dansk økonomi

27. august 2012 12:30 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Finanslov 2013: Regeringen har stor tiltro til dansk økonomi
Billede mangler

Finansminister Bjarne Corydon og resten af regeringen forventer at dansk økonomi kommer ind i god udvikling, viser oplægget til finanslov for 2013.
 
En vækst på 1,7 procent, et underskud på 36,5 milliarder kroner, 158.000 arbejdsløse og ingen penge til udvidelse af dagpengeperioden.
 
Så kort kan man skære regeringens fremlæggelse af finanslovsforslaget for 2013 ned.
Men bag de mange tal og finansministerens ord gemmer der sig et langt mere kompliceret regnestykke. Et regnestykke, der viser, at regeringen fastholder troen på dansk økonomi. Faktisk er tiltroen så stor, at finansministeren forventer at Danmark fortsat står meget stærkt i EU.
 
Der er stadigvæk usikkerhed på de finansielle markeder, og det er utrolig vigtigt, at vi fastholder tilliden til dansk økonomi, siger Bjarne Corydon.
 
Havde Enhedslisten håbet, at der i finansloven var afsat penge til en forlængelse af dagpengeperioden for de ledige, der fra den 1. januar falder ud af dagpengesystemet, så kan man godt tro om igen.
“Enhedslisten kommer med deres krav. Det er de i deres gode ret til, siger Bjarne Corydon, der alligevel mener, at finansloven styrker Danmark på områder, som Enhedslisten traditionelt lægger stor vægt på.
 
Finansminister Bjarne Corydon peger på, at regeringen med finanslovforslaget formår at føre en økonomisk politik med to klare formål: 
Vi støtter beskæftigelsen gennem investeringer i bl.a. infrastruktur. Vi har også fundet flere penge til uddannelse, så de unge kan få den viden og de kompetencer, der er nødvendige for, at de kan klare sig på fremtidens arbejdsmarked. Samtidig fører vi en ansvarlig og troværdig finanspolitik, der lever op til henstillingen fra EU og holder de danske renter nede til gavn for boligejere, virksomheder og forbrugere.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu