Finanslov: Pia Kjærsgaard klar til at redde regeringen

23. april 2012 08:59 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Finanslov: Pia Kjærsgaard klar til at redde regeringen
Billede mangler

Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti er klar til at redde regeringens finanslov hvis enhedslisten siger nej – men prisen bliver muligvis høj. 
 
Statsminister Helle Thorning-Schmidt kan godt kigge mod Dansk Folkeparti for støtte, hvis Hvis Enhedslisten gør alvor af sine trusler om ikke at stemme for finansloven.
 
Det står klart efter, at Pia Kjærsgaard var på besøg i Clement Søndag på DR1.
 
– Der sidder en rød regering med Helle Thorning-Schmidt i spidsen. Der kan vi jo på fornuftig vis forlange temmelig meget, hvis Enhedslisten står af, og det agter vi at gøre, hvis vi bliver inviteret, sagde Pia Kjærsgaard i programmet.
 
Helt konkret vil Dansk Folkeparti gerne genoplive nogle af Thornings kasserede løfter fra valgkampen:
– Der er utrolig mange ting, regeringen lovede i valgkampen, hvor vi synes, det kunne være fint at få det gennemført, sagde hun.
 
Dansk Folkeparti vil dog også ønske at tilbagerulle regeringens lempelser på udlændingeområdet, blandt andet på de ydelser som udlændinge modtager. Men ifølge Pia Kjærsgaard ligger Dansk Folkeparti på vigtige områder tættere på regeringen end på VK:
– Ja, der er en meget større berøringsflade imellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, og indimellem SF, når det gælder social- og sundhedspolitikken, sagde partilederen.
 
Hvis Dansk Folkeparti skal forhandle om en skattereform med regeringen, forventer Kjærsgaard, at skattelettelserne også skal komme grupper udenfor arbejdsmarkedet til gavn. De grupper har skatteminister Thor Möger Pedersen eksplicit lukket ude af planerne.
– Jeg synes også, der skal være noget til dem, der står udenfor arbejdsmarkedet, sagde Pia Kjærsgaard.
– Det er for sølle af en socialdemokratisk-ledet regering at komme med et forslag, der alene gælder folk i arbejde.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu