Finder projektiler i sin lejlighed

3. marts 2013 11:15 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Finder projektiler i sin lejlighed
Billede mangler

Den københavnske vestegn var natten til søndag igen rammen om en skudepisode, hvor der blandt andet blev skudt ind gennem vinduet til en helt tilfældig mand. Det oplyser vagtchef ved Vestegnens Politi, Brian Larsen, til bt.dk.

 

»04.38 blev vi ringet op af borgere, der havde hørt skud i området omkring Skovlunde Centret. Vi kørte derud, men fandt hverken gerningsmænd, sårede eller dræbte. Senere fandt vores hundepatruljer nogle afskudte patronhylstre på en parkeringsplads,« fortæller han.

Kort tid efter blev politiet kontaktet af en 36-årig mand, der var vågnet op og havde opdaget, at der var hul i runden til hans lejlighed.

»Han bor cirka 100 meter fra det sted, hvor der blev skudt, og vi fandt et projektil i hans dørkarm og et i mellem dobbeltruden i hans vindue. Derudover er der tegn på murværket udenfor, at flere skud har ramt bygningen,« fortæller vagtchefen.

Den 36-årig mand er ikke kendt af politiet og har intet med bandemiljøet eller den igangværende konflikt at gøre.

»Han fortæller, at han vågnede, da skuddene ramte, men han lagde ikke noget særligt i det og lagde sig til at sove igen. Det var først, da han stod op senere, at han opdagede, at der var hul i ruden,« siger Brian Larsen.

De seneste uger har der været flere skudepisoder og sammenstød i bandemiljøet i København, i Nordsjælland og på den københavnske vestegn. To har mistet livet i konflikten.

Vestegnens Politi kan på nuværende tidspunkt hverken af- eller bekræfte, om nattens episode har noget med bandekonflikten at gøre, men vagtchefen indrømmer, at tanken er nærliggende.

»Det ved vi ikke endnu, om det har, men hvad skulle det ellers være,« spørger han retorisk.

Vidner har forklaret, at de har set to mørke biler kører fra Torvevej og køre i ukendt retning. Politiet vil gerne høre fra folk, som mener, de har set noget, der har forbindelse med sagen.

»Men vores forhåbninger om, at det sker, er begrænsede. Skyderierne skete på et tidspunkt, hvor de fleste lå og sov, og dem, der ikke gjorde det, er sikkert ikke nogle, der har lyst til at hjælpe os,« siger vagtchef Brian Larsen til bt.dk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu