Fire hjemmerøverier: 34-årig skal syv i bag tremmer

16. oktober 2012 14:40 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Fire hjemmerøverier: 34-årig skal syv i bag tremmer
Billede mangler

34-årig mand fra Taastrup er i dag blevet idømt syv års ubetinget fængsel for fire hjemmerøverier på Vestegnen.
 
Hjemmerøverierne fandt sted i perioden november 2011 til februar 2012 i Taastrup, Vallensbæk og Albertslund.
 
I forbindelse med hjemmerøverierne fandt efterforskere DNA, og de forurettede afgav et detaljeret signalement af gerningsmanden.
 
En efterforsker spottede i sin fritid en person, som passede på signalementet. Manden blev afhørt og fik taget en DNA-prøve.
 
Onsdag den 21. marts blev manden anholdt, sigtet for fire hjemmerøverier, på sin bopæl i Taastrup.
 
Han blev fremstillet og varetægtsfængslet dagen efter ved Glostrup Ret. Han erkendte under grundlovsforhøret de fire hjemmerøverier. Motivet var, han manglede penge, fordi han var arbejdsløs.
 Syv års fængsel
Dommen faldt i dag – tirsdag den 16. oktober – ved Glostrup Ret. Den 34-årige fik syv års ubetinget fængsel ud af en straframme på ti år.
 
Dommeren lagde ved strafudmålingen vægt på, manden stod bag flere røverier og på forhånd havde udset sig sine ofre.
 
– Det var grove hjemmerøverier. Gerningsmanden gik målrettet efter ældre og svagelige kvinder, som han skubbede omkuld og truede til at udlevere værdier, siger anklageren, advokaturchef  Peter Godsk.
 
Den 34-årige overvejer at anke.
 Fakta om hjemmerøverierne
Det første hjemmerøveri blev begået fredag den 18. november 2011 kl. 16.35 på Blokland i Albertslund. Ofret var en 82-årig kvinde.
 
Det andet skete onsdag den 14. december 2011 kl. 17.45 på Leen i Taastrup. Ofret var en 79-årig kvinde.
 
Det tredje skete fredag den 16. december 2011 kl. 19.30 på Saven i Taastrup. Ofret var en 46-årig gangbesværet kvinde.
 
Det fjerde skete torsdag den 2. februar 2012 kl. 14.15 på Liljeparken i Vallensbæk. Ofret var en 75-årig kvinde.
 
I alle tilfælde fik gerningsmanden kun et magert udbytte i form af småbeløb fra et par hundrede til nogle tusinde kroner.  

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu