Fire millioner er på flugt i Syrien

4. april 2013 21:23 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Fire millioner er på flugt i Syrien
Billede mangler

SYRIEN: Antallet af internt fordrevne i Syrien nærmer sig fire millioner.

 

Det vurderer FN ifølge AFP i en rapport, der udkommer senere på ugen. Den forrige opgørelse fra FN anslår, at cirka 2,5 millioner syrere er drevet på flugt fra deres hjem på grund af borgerkrigen, men det tal viser sig altså at være i underkanten.

Den kommende rapport tilføjer, at 1,2 millioner syrere er flygtet til nabolande, og det betyder, at næsten en femtedel af den 22,5 millioner store befolkning er blevet tvunget til at flygte i løbet af konflikten, der begyndte i marts 2011.

Tidligere på ugen kom det frem, at kampe mellem regeringssoldater og oprørere forhindrer livsnødvendig fødevarehjælp i at nå ud til millioner af syrere i nød.

Ifølge FNs regionale nødhjælpskoordinator er det blevet en kamp at transportere fødevarer fra ét område til et andet, da lagre og lastbiler »i stigende grad bliver fanget i krydsild«.

Situationen er i sagens natur særlig kritisk i konfliktområder, men også i områder kontrolleret af oprørerne hvor FNs Fødevareprogram har begrænset adgang og hvor millioner af mennesker menes at have akut behov for mad.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu