Firma bag hestelasagne bliver politianmeldt

10. februar 2013 13:15 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Firma bag hestelasagne bliver politianmeldt
Billede mangler

SVERIGE: De svenske fødevaremyndigheder har anmeldt frostvareproducenten Findus til politiet, fordi virksomheden har solgt lasagne med hestefars, skriver den svenske avis Dagens Nyheter på sin hjemmeside.

 

På pakkerne med de færdige lasagner fremgik det, at der var tale om oksekødslasagne, men i kølvandet på den hestekødsskandale, som har fået forbrugere over store dele af Europa til at væmmes, er det kommet frem, at der var tale om hestekød.

Ifølge den britiske avis The Observer er mafiabander fra Italien og Polen mistænkt for at have tjent formuer ved at sælge blandt andet hestekød som oksekød. De kriminelle bander skulle blandt andet have truet dyrlæger til at godkende hestekødet som oksekød. Via underleverandører er købet så havnet hos blandt andre Findus og britiske Burger King-restauranter, som tilsyneladende intetanende har solgt det videre til deres kunder.

Findus har indledt en undersøgelse af sagen og stoppet salget af flere produkter, som kan indeholde kød fra heste. Undersøgelsen skal blandt andet klarlægge, om hestekødet har indeholdt kræftfremkaldende stoffer.

Men det ændrer ikke ved, at virksomheden bliver politianmeldt, siger Mona-Lisa Dahlbom-Wiedel, der er leder hos Levnedsmiddelkontrollen, til Dagens Nyheter.

»Når man skriver, at lasagnen indeholder 100 procent oksekød, og det så ikke stemmer, er det et brud på levnedsmiddelloven,« forklarer hun.

Mandag mødes repræsentanter fra den svenske Levnedsmiddelkontrol for at diskutere, hvordan man får stoppet kødfuskeriet.

Sverige har tidligere været ramt af en anden kødskandale, da farvet svinekød blev solgt som oksefilet. Det får myndighederne til at overveje, om de nuværende procedurer skal ændres, siger Mona-Lisa Dahlbom-Wiede til Dagens Nyheter.

»Det kan være, at vi er nødt til at ændre sporingskontrollen, så vi eksempelvis begynder at kontrollere, hvilket dyr kødet kommer fra. Det gør vi ikke i dag.«

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu