Fischer på pletten igen

19. april 2013 21:58 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Fischer på pletten igen
Billede mangler

Viktor Fischer slog fredag aften endnu en gang sit navn fast som et af de mest selvlysende angriber-talenter Europa. Den 18-årige dansker var på pletten for Ajax efter 26 minutter i 1. halvleg, da han scorede det første mål i hjemmekampen mod Heerenveen.

 

Det var danskerens niende scoring i 21 kampe for Ajax i denne sæson. Målet kom efter et opspil, der involverede tre af de fire danskere, der startede inden for Ajax. Bolden nåede både omkring fødderne på Lasse Schöne og Christian Eriksen, inden den blev slået ind over til en helt fri Fischer, som tæt inde under mål sikkert headede Ajax i front.

Det var hverken verdens sværeste eller mest spektakulære scoring, men til gengæld dokumenterede den, at den unge dansker er iskold og træfsikker, når han får muligheden. Den egenskab er utvivlsomt med til at få de scouts, der følger ham for de store europæiske klubber, til at sætte endnu flere plusser ud for navnet ‘Fischer’.

Men danskerens udsigt til at blive matchvinder for Ajax blev spoleret i begyndelsen af 2. halvleg, hvor islændingen Alfred Finnbogason udlignede for Heerenveen.

Fra start af var både Christian Eriksen, Christian Poulsen, Lasse Schöne og Viktor Fischer med på banen for hjemmeholdet. Poulsen blev dog taget ud til fordel for Ryan Babel i en offensiv Ajax-satsning midt i anden halvleg. Fischer spillede 89 minutter, inden han blev taget ud.

Christian Eriksen sparkede som vanligt hjørnespark og frispark for Ajax, men hans server havde ikke den kvalitet, der skulle til for, at det blev rigtigt farligt.

Med fem minutter igen fik Schöne et gult kort efter et professionelt frispark, der stoppede en hurtigt Heerenveen-kontra.

Med det uafgjorte resultat har Ajax nu 67 point og fører stadig Æresdivisionen foran Vitesse Arnhem med 61 point og PSV Eindhoven med 60 point, men begge forfølgerne spiller lørdag, og kan dermed rykke nærmere på førerholdet.

Efter weekendens kampe resterer der tre runder af turneringen, og Ajax mangler Breda ude, Willem II hjemme og Groningen ude.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu