Fisker reddet fra brændende båd

17. august 2012 11:27 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Fisker reddet fra brændende båd
Billede mangler

En mindre fiskerbåd udbrændte fredag morgen ud for Lønstrup i Nordjylland. En fisker, der var ene om bord, blev reddet i land af helikopter.
Manden slap tilsyneladende uden alvorlige skader, men er for en sikkerheds skyld indlagt på Aalborg Sygehus til observation for røgforgiftning, oplyser vagthavende hos Søværnets Operative Kommando (SOK).
Branden udbrød ved 6-tiden fredag morgen. Fiskeren slog alarm og blev hurtigt samlet op af et nærliggende fartøj, der reddede ham væk fra det brændende fartøj.
En helikopter og to fartøjer fra Hirtshals Redningsstation blev sendt af sted. Fiskeren blev reddet over på kystredningsskibet Margrethe Gaardbo, hvorfra han blev hentet af helikopteren og fløjet til Aalborg.
Margrethe Gaardbo blev liggende ved det brændende fartøj, til det sank.
– Det var ikke muligt at redde båden, der var helt overtændt, siger vagthavende hos SOK.
Ilden opstod i fiskekutterens maskinrum, men der er ikke oplysninger om årsagen.
Fiskeren er en yngre erhvervsfisker, der kommer fra Nibe.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu