Fiskeriaftale i EU vækker bekymring

27. februar 2013 17:03 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Fiskeriaftale i EU vækker bekymring
Billede mangler

Medlemslandene i EU har ikke i sinde at stoppe det store ressourcespild, som hvert år finder sted i Europas farvande.

 

Sådan lyder reaktionen fra løsgænger i Europa-Parlamentet Anna Rosbach, der er suppleant i fiskeriudvalget og er med i de videre EU-forhandlinger om EUs fiskerireform, efter at landene i EU er blevet enige om en ny fiskeriaftale.

Aftalen lægger op til et forbud mod udsmid af makrel, sild og tobis fra 2013, mens det totale forbud mod udsmid for de øvrige fiskerier indfases gradvist frem mod 2019.

»EUs fiskeriministre har ikke har lyttet til Europa-Parlamentet. Det er ikke mere end et par uger siden, at vi blev enige om en ambitiøs plan for, hvordan vi kunne sikre et bæredygtigt fiskeri i fremtiden. Det har medlemslandene valgt at overhøre for at tilgodese kortsigtede, nationale interesser,« siger Anna Rosbach i en skriftlig kommentar til Berlingske Nyhedsbureau.

Meget tyder da også på, at forslaget fra EU-landene bliver genstand for hårde forhandlinger i Europa-Parlamentet, der for nylig lagde op til, at et gradvist forbud mod udsmid gradvist indføres frem mod 2017.

Fødevareminister Mette Gjerskov (S) er dog »rigtigt godt tilfreds« med aftalen.

»Der var rigtig mange kræfter i Europa, der gerne ville have udvandet det her langt mere. Den lille udtagelse, der er blevet lavet (udskydelse af forbud mod udsmid fra 2017 til 2019 for flere fiskearter, red.), kan vi godt leve med,« siger Mette Gjerskov, der venter svære forhandlinger i Europa-Parlamentet.

Gitte Seeberg, der er chef for den danske afdeling af Verdensnaturfonden (WWF) og tidligere folketings- og europapolitiker, er »utrolig skuffet« over aftalen.

»Man er blevet enige om 2019, og det er simpelthen al, al for lang tid at vente. Hovedparten af Europas fiskebestande er i dag under kolossalt pres. Der er desværre lande i Europa, der er meget svære at have med at gøre, når vi snakker fiskeripolitik,« siger Gitte Seeberg med henvisning til flere middelhavslande.

Sverige stemte som det eneste land imod aftalen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu