Fjernvarmen luner på jobmarkedet

17. februar 2013 12:23 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Fjernvarmen luner på jobmarkedet
Billede mangler

Geotermi, solvarme og biomasse. De danske fjernvarmeværker har investeret for over fem milliarder kroner i grøn vækst i 2013, og det vil også give vokseværk til jobmarkedet med 6.000 nye arbejdspladser. Det vurderer Dansk Fjernvarme i hvert fald.

I 2012 blev der skabt cirka 4.400 arbejdspladser inden for fjernevarmen. Der blev gravet fjernvarmerør ned og bygget solvarme- og biomasseanlæg for mere end 3,7 milliarder kroner, og 2013 bliver endnu mere produktiv.

En undersøgelse fra Dansk Fjernvarme viser, at der er sat gang i projekter for i alt fem milliarder kroner i fjernvarmen, og de vil kaste cirka 6.000 arbejdspladser af sig. Investeringerne kommer blandt andet af Folketingets nye energiaftale om fossilfri el og varme i 2035.

Og da Danmark er førende inden for fjernvarme, kan de mange nye job skabe endnu flere følgejob.

»Når man eksempelvis bygger et solvarmeanlæg, så skaber det en hel række af følgejob i lokalområdet. Job som typisk betyder ekstra arbejde til lokale entreprenører, håndværkere og rådgivere,« siger Kim Mortensen, direktør for Dansk Fjernvarme i en pressemeddelelse.

63 procent af de danske boliger har fjernvarme, og det lægger os i spidsen på EU-plan. Her har mindre end 12 procent fjernvarme, og der bliver spildt energi for omkring 500 milliarder euro årligt, skriver Dansk Fjernvarme.

Danskernes tradition for at udnytte spildenergi til opvarmning af boliger gør potentialet for eksport enormt. Fjernvarmeindustrien regner med en eksportfremgang på mindst 3,5 milliarder kroner og et par tusind ekstra jobs der i gennem frem mod 2015, da vi kan tilbyde udlandet både materialer og know-how.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu