Flemming Østergaard: Jeg har god samvittighed

19. august 2012 14:27 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Flemming Østergaard: Jeg har god samvittighed
Billede mangler

“Jeg har intet at skjule og god samvittighed.”
Sådan siger den tidligere bestyrelsesformand for Parken Flemming Østergaard til TV 2 NEWS, efter at Ekstra Bladet i dag skriver, at erhvervsmanden kan ryge i fængsel i op til fire år i forbindelse med en sag om kursmanipulation med aktierne i Parken Sport and Entertainment.
“Jeg er ikke overrasket over, at Morten Johnsen [Ekstra Bladets erhvervsredaktør, red.] igen tager denne historie op, efter han er blevet ansat hos Ekstra Bladet – han har forfulgt mig siden sin Berlingske-tid, senere Jyllands-Posten,” lyder det fra Flemming Østergaard til TV 2 NEWS.
“Jeg er for over et år siden blevet afhørt kort. Siden har jeg ikke hørt noget.”
Sagen drejer sig om kursmanipulation med aktierne i Parken, selskabet der ejer FCK, Lalandia og fitness.dk, som Østergaard i en årrække var formand for.
Med Flemming Østergaard i spidsen er ledelsen sigtet for kunstigt at holde aktiekursen høj ved at købe egne aktier for op mod 265 millioner kroner.
Ud over en anmeldelse fra Finanstilsynet har Bagmandspolitiet også konfiskeret interne e-mails, som sammen med en række båndoptagelser er helt centrale i sagen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu