Flere domme til tyvagtig traktorbande

22. februar 2012 16:03 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Flere domme til tyvagtig traktorbande
Billede mangler

En traktorbande har længe organiseret tyveriet af store landbrugsmaskiner. Nu har otte af bandens medlemmer fået dom.
Den internationalt organiserede bande huserede i Sønderjylland og består af danskere og polakker. Politiet efterforskede sagen mod de i alt 17 tilknyttede i efteråret, inden de anholdt dem i december 2011. Sagen er omfattende med hele 182 anklagepunkter, men otte har altså indtil videre fået dom.
Og det er ikke småting, man skal betale for organiseret tyveri af traktorer.
Fængselsstraffene til de otte bandemedlemmer lyder på mellem fem måneder og to et halvt år bag tremmer. Straffens længde er afhængig af, hvor store beløb de har været med til at stjæle for. Det svinger fra 675.000 kroner til hele fire en halv million kroner per dømt.
En enkelt slipper med seks måneders betinget fængsel og samfundstjeneste.
Banden har i alt stjålet for mindst 12 millioner kroner.
Ligesom de mange forskellige straffe, varierer alderen på de involverede også kraftigt. Traktorbanden tæller dermed medlemmer helt fra 19 år til 51 år.
Maskinerne blev stjålet i Jylland, men solgt videre til Polen og Østrig. Derfor er hæleri også med i anklagerne. En polsk mand skal efter at afsone sine fem måneders fængsel udvises af Danmark.
Resten af de dømte er danskere, men to andre polakker står til at skulle for retten i sagen.
Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at de har fundet flere af de stjålne maskiner.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu