Flere end 2.000 inviteret til Thatchers begravelse

11. april 2013 16:28 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Flere end 2.000 inviteret til Thatchers begravelse
Foto: Facebook.
Foto: Facebook.

Med dronning Elisabeth og prins Phillip i spidsen begraves Storbritanniens tidligere premierminister, Margaret Thatcher onsdag i St. Pauls Cathedral. Foto: Facebook.

Vidt forskellige personligheder inviteres til Margaret Thatchers begravelse. Listen tæller personligheder som USAs tidligere præsident, Bill Clinton og Top Gears ankermand, Jeremy Clarkson.

 

STORBRITANNIEN: Tidligere premierminister Margaret Thatchers begravelse på onsdag bliver en opvisning i VIPs, celebre personligheder samt nuværende og forhenværende politikere.

Ifølge BBC er der udsendt flere end 2.000 invitationer ud i øst og vest. Men i øst har den tidligere sovjetiske leder, Mikhail Gorbatjov, meddelt at han ikke kan deltage på grund af helbredsproblemer. Samme besked er kommet fra enken til USAs tidligere præsident Ronald Regans enke, Nancy.

Thatcher stod både Reagan og Gorbatjov nær rent professionelt. Ved Ronald Reagans bisættelse i 2004 sad Thatcher og Gorbatjov side om side, og det var her, at Margaret Thatcher i et bevæget øjeblik rejste sig og med bøjet hoved lagde hånden på Reagans flagsmykkede kiste.

Eftersom begivenheden rangerer blot et enkelt trin under en statsbegravelse, vil den være omgivet af pomp og pragt med dronning Elisabeth og prins Phillip i spidsen under bisættelsen i St. Paul’s Cathedral.

Blandt andre på gæstelisten er USAs tidligere præsident Bill Clinton, Europa-Kommissionens formand, Jose Manuel Barroso, samt en repræsentant for Sydafrikas ikoniske tidligere præsident, Nelson Mandela, der også er for svag til at deltage. Fra den kant kommer også den sidste præsident for apartheid-Sydafrika, Frederik Willem de Klerk.

De to tidligere britiske Labour-premierministre Tony Blair og Gordon Brown har også bekræftet, at de kommer.

Til gengæld møder tidligere premierminister Lord Kinnock, ikke op. Han var leder af Labour i det meste af den periode, hvor Thatcher regerede, og hvor hun knækkede ryggen på de britiske fagforeninger. Han deltager i stedet i begravelsen af en lokal politiker i Wales.

Heller ikke Argentinas præsident Cristina Fernandez de Kirchner deltager. Hun har ifølge Daily Mail efter ønske fra familien slet ikke modtaget en af de 2.000 invitationer. Der har siden Falklandskrigen hersket uvenskab mellem Margaret Thatcher og argentinerne.

Til gengæld ventes gæster fra underholdningsbranchen også at blive repræsenteret.

I Storbritannien er der sendt invitationer til navne som Jeremy Clarkson fra BBCs serie Top Gear, til musicalkomponisten Lord Andrew Lloyd Webber, til forfatteren Frederick Forsyth og til sangerinden Dame Shirley Bassey.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu