Flere er interesserede i at købe Berlingske Media

21. marts 2013 08:31 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Flere er interesserede i at købe Berlingske Media
Billede mangler

I dagens børsmeddelelse fra Mecom, gives der en opdatering på den igangværende proces med at finde en ny ejer til Berlingske Media.   

Det hedder i meddelelsen, at “drøftelser vedrørende et eventuelt salg af Mecoms aktiviteter i Danmark fortsætter med flere mulige købere”.

Den 11. januar meddelte Mecom, at et mindre antal potentielle købere blev inviteret inden for, så de kunne kigge nærmere ind i Berlingske Medias “maskinrum”. Dermed gik den såkaldte due diligence proces i gang.

Af hensyn til de børsetiske regler og fortroligheden i forhold til de interesserede købere, er der intet fremlagt om nationaliteten eller arten af de virksomheder, der interesserer sig for Berlingske Media. Det blev dog oplyst, at både finansielle virksomheder og medievirksomheder fra begyndelsen var blandt de mulige købere, som Mecom har været i dialog med.

I øvrigt er finanskoncernen SEB  tilknyttet processen som rådgiver. Efter dagens fremlæggelse af årsregnskabet, er næste planlagte udmelding fra Mecoms koncernledelse et “Interim Management Statement” 25. april. Det er dog uvist, hvorvidt dette vil bringe nyt om salgsprocessen for Berlingske Media.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu