Flere fagforbund overvejer sympatikonflikt

27. marts 2013 10:47 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Flere fagforbund overvejer sympatikonflikt
Billede mangler

Så længe der stadig er et par dage at forhandle i, er der ingen grund til at varsle en sympatistrejke for lærerne.

 

Sådan lyder meldingen fra både HK Kommunal, som organiserer skolesekretærerne, og pædagogernes fagforbund, BUPL, efter FOA tirsdag meldte ud, at de er klar til at indgå i en sympatistrejke, hvis lærerne beder om det.

»Vi ser lærerkonflikten som deres kamp for deres arbejdstid. Derfor er der er ikke den store interesse for at kaste HK Kommunal ud i en sympatikonflikt på nuværende tidspunkt, men det kan sagtens ændre sig,« siger sektorformanden for forbundet, Bodil Otto, til Berlingske Nyhedsbureau.

Hun forklarer, at bestyrelsen i HK Kommunal har diskuteret spørgsmålet om en eventuel sympatistrejke hen over weekenden. Hovedgrunden til bestyrelsens tøven er, at parterne stadig har tid til at finde en løsning.

Den opfattelse deler man i BUPL. Henning Pedersen, som er forbundets formand, siger, at en sympatikonflikt ikke er noget, bestyrelsen har taget stilling til endnu.

»Lad os huske på, at lockouten ikke er trådt i kraft endnu. Derfor mødes BUPLs bestyrelse først efter påske, hvor vi vil tage bestik af situationen og derefter overveje, hvordan vi vil støtte op om lærerne,« siger han.

Henning Pedersen vil ikke afvise, at BUPL vil indgå i en sympatistrejke, men han understreger, at det langt fra er den eneste mulighed, forbundene sidder med.

»Indtil videre har vi både bakket op om lærerne med støtteudtalelser og anbefalet de demonstrationer, de har afholdt. Hvis lockouten virkelig træder i kraft, skal vi selvfølgelig diskutere, hvordan vi bedst støtter lærerne,« siger han.

Kommunernes Landsforening har varslet lockout af lærerne efter påskeferien. Lockouten træder i kraft 2. april, hvis de stridende parter ikke er i stand til at indgå et forlig.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu