Flere Kartelsager vil myldre frem

1. marts 2013 15:02 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Flere Kartelsager vil myldre frem
Billede mangler

Nye tider venter for de danske virksomheder, hvis de overvejer at gå ind og lave ulovlige prisaftaler. I dag, fredag, træder en ny konkurrencelov i kraft, og den vil betyde, at der fremover vil komme langt flere kartelsager mod virksomhederne.

 

Sådan lyder spådommen fra advokat Simon Evers Kalsmose-Hjelmborg, der er partner og leder af Bech-Bruuns afdeling for konkurrenceret.

Den nye lov er specielt rettet mod kartelsager, og den betyder, at bøderne for at deltage i karteller bliver tidoblet. Ligeledes bliver det indført, at direktører kan blive dømt op til seks års fængsel, hvis de bevidst har overtrådt loven og været med i karteller.

»Der er ingen tvivl om, at der vil komme flere sager om kartelsager fremover. Det er ikke fordi moralen i erhvervslivet er blevet dårligere, men fordi kursen er strammet. Konkurrencestyrelsen har ikke fået de her nye og skærpede håndhævelsesmidler uden at de skal bruges,« siger Simon Evers Kalsmose-Hjelmborg og fremhæver, at ved deltagelse i et international kartel kan direktører ligeledes blev udleveret til strafforfølgelse i udlandet.

Tal fra Konkurrencestyrelsen viser, at der siden 2003 er blevet giver 20 bøder i konkurrencesager herhjemme. Heraf handler omkring 13 af dem om karteller, som er de mest alvorlige.

Men statistikken illustrere også med al tydelighed, at bøder herhjemme på det her område er meget små. Samlet for alle sagerne er der uddelt bøder for under 20 mio. kr.

Simon Evers Kalsmose-Hjelmborg understreger, at problemet med lovgivningen hidtil har været, at den økonomiske gevinst ved at deltage i et kartel i mange tilfælde overstiger den straf man får i form af bøden.

Han mener, at der med den ny lov et langt stykke hen ad vejen er rettet op på det forhold. Konkurrencestyrelsens tal viser ligeledes, at 12 sager sidste år blev videregivet til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet. Det fremgår ikke, hvor mange af dem, der er kartelsager.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu