Flere lærere sendes på invalidepension

30. maj 2012 01:09 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Flere lærere sendes på invalidepension
Billede mangler

Flere og flere lærere bliver så fysisk eller psykisk nedslidte, at de må kvitte deres job. Det skriver gratisavisen 24timer.
Tal fra Lærernes Pension viser således, at der på tre år er sket en stigning på 22 procent i antallet af invalidepensioner blandt lærere fra 1833 i 2009 til 2245 i 2011.
Halvdelen af disse tilfælde har med psykiske lidelser at gøre, oplyser Lærernes Pension.
Udviklingen vækker stor bekymring hos Danmarks Lærerforening.
– Det er dybt alarmerende og helt uansvarligt for alle parter. Ingen er tjent med det – hverken den, der bliver ramt af det, men heller ikke samfundet.
– Der er nærliggende, at der er en kobling til det, at lærere er blevet mere pressede, og derfor ender de med at ryge ud af arbejdsmarkedet, siger Per Sand Pedersen, der er formand for organisations- og arbejdsmiljøudvalget i Danmarks Lærerforening, til 24timer.
Han mener, at kommunerne og regeringen deler ansvaret for den negative udvikling.
– De seneste to år er der blevet nedlagt rigtig mange stillinger på landsplan, og det viser klart, at der bliver prioriteret forkert.
– Vores medlemmer betaler prisen i dag ved, at nogle går hen og knækker nakken, fordi de simpelthen ikke magter opgaven, siger Per Sand Pedersen.
Socialdemokraternes undervisningsordfører, Troels Ravn, er enig i, at problemet skal tages alvorligt.
Han mener, den største opgave ligger hos den enkelte skoles ledelse i samarbejde med kommunen.
– Det er en ledelsesopgave at skabe et godt arbejdsmiljø. Det helt afgørende er, at man på den lokale skole afholder velfærdssamtaler med den enkelte medarbejder, og at man følger op på dem.
– Der må ikke være nogle, der kommer til at stå alene med store opgaver uden støtte og vejledning, siger Troels Ravn (S) til 24timer.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu