Flere misbruger ADHD-medicin

27. januar 2013 10:11 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Flere misbruger ADHD-medicin
Billede mangler

Flere voksne tager ADHD-medicin som rusmiddel.

 

– Der er faktisk tale om et lægeordineret stofmisbrug. De praktiserende læger bør reagere, når forbruget blandt ADHD-patienter pludselig stiger, siger overlæge Kim Dalhoff fra Giftlinjen til Søndagsavisen.

Poul Videbech, der er professor i klinisk psykiatri ved Aarhus Universitet, er enig. Han frygter desuden, at en del af medicinen ender på det sorte marked.

– Det bekymrer mig i høj grad, for det er udtryk for, at lægerne ikke har godt nok styr på medicineringen af ADHD-patienter, siger han.

I 2008 fik man hos Giftlinjen 27 henvendelser om forgiftninger med det amfetaminlignende lægemiddel, hvor stoffet i 23 procent af tilfældene var blevet brugt som rusmiddel. I 2011 steg det til 114 henvendelser, og her var stoffet i 41 procent af tilfældene brugt som rusmiddel. Tallene for 2012 er endnu ikke opgjort, men alt tyder ifølge avisen på, at tendensen vil fortsætte.

– Det er vigtigt, at det går op for lægerne, at medicinen kan misbruges. Vi ser patienter, der bliver svært psykisk syge af rusen. I yderste konsekvens får de dybe depressioner og begår selvmord, siger professor Poul Videbech til Søndagsavisen.

I Sundhedsstyrelsen er man bekymret over, at ADHD-medicinen bruges som rusmiddel. Derfor fører man kontrol med, hvor meget ritalin de praktiserende læger udskriver, forklarer Anne Mette Dons, der er tilsynschef i Sundhedsstyrelsen.

– De læger, der udskriver for meget medicin, risikerer et skærpet tilsyn, et påbud eller at miste retten til at udskrive medicin, siger hun til avisen.

Det er kun speciallæger i psykiatri, der kan stille en ADHD-diagnose og ordinere medicinen. Men når det gælder voksne, kan den praktiserende læge overtage behandlingen og udskrive medicinen.

Michael Dupont, der er medlem af bestyrelsen i Lægeforeningen og formand for Lægemiddeludvalget, anerkender problemet.

– Vi har haft stor fokus på nerve- og sovemedicin, og det har nedbragt forbruget. Nu ser det ud til, at vi skal bruge vores energi på ritalin. Det er en ny udfordring, siger han.

BNB

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu