Flere over 70 år fortsætter med at arbejde

1. marts 2013 06:48 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Flere over 70 år fortsætter med at arbejde
Billede mangler

Mange højtuddannede danskere fortsætter med at arbejde i selv en meget høj alder. Mens andelen af beskæftigede blandt de plus 70-årige i 2000 udgjorde 5,5 procent, var andelen i 2011 steget en smule til 5,8 procent, svarende til 35.264 personer. Det skriver Politiken fredag.

 

Arbejdsmarkedspolitisk chef i Djøf, der blandt andet organiserer jurister og økonomer, Lars Munck mener, at der er gang i en »tankevækkende udvikling« blandt de ældre medlemmer.

»Det afspejler, at der er mange, der er glade for deres arbejde og ikke ønsker at stoppe,« siger han til avisen.

Udviklingen kan ifølge direktør i Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) Jørgen Søndergaard opfattes som, at normerne for, hvornår man trækker sig tilbage, er under forandring, og han mener, det giver god mening, at det er de højtuddannede, der starter udviklingen.

Selvom andelen af beskæftigede over 70 år ikke har ændret sig synderligt siden 2000, vurderer seniorkonsulent i Ældre Sagen Peter Halkjær, at det snart kan ændre sig og henviser til, at gruppen af beskæftigede 65-69-årige er steget fra 15 til 19 procent siden 2000.

»Det er oplagt, at denne udvikling på længere sigt også vil resultere i, at der kommer flere beskæftigede over 70 år,« siger han til Politiken.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu