Flere problemer for KIF: Ny profil skadet

14. marts 2013 20:22 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Flere problemer for KIF: Ny profil skadet
Billede mangler

Rækken af skader vil ingen ende tage hos Håndboldligaens tophold KIF Kolding København. Holdet må lige nu undvære Joachim Boldsen og Frederik Børm og har kun lige fået fløjen Stefan Hundstrup tilbage fra en lang skadespause. Men nu kan også Lasse Boesen skrives på listen over ukampdygtige spillere.

– Jeg har fået en blokade i en slimsæk, der har været irriteret de sidste to-tre måneder. Den irritation skal gerne fjernes, så jeg kan være 100 procent klar både i træningen og i kamp, siger Lasse Boesen til sporten.tv2.dk.

Skulderskaden betyder, at Boesen ikke er med i EHF Cup på søndag mod ukrainske Motor Zaporozhye, ligesom den tidligere landsholdsspiller ikke er med i grundspillets sidste kamp i næste uge mod Bjerringbro-Silkeborg. Her har KIF dog allerede sikret sig førstepladsen inden sidste spillerunde med tilhørende kvalifikation til Champions League.

– Jeg håber, jeg er klar om ti dage i Slovakiet til vores sidste EHF Cup-kamp, men nu må vi se. Lige nu er jeg nødt til at se, hvordan skulderen reagerer på blokaden, siger Lasse Boesen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu